Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Vi er alle lige fremmede: Anmeldelse af Mads Peter Karlsen (2018). Dødsdrift og næstekærlighed. Seks kapitler om teologi og psykoanalyse hos Kierkegaard, Kafka, Freud og Lacan. København: Eksistensen

Research output: Contribution to journal/Conference contribution in journal/Contribution to newspaperLiterature reviewCommunication

Freuds indvendinger i Kulturens byrde imod det kristne næstekærlighedsbud har altid forekommet mig mærkeligt banale: Hvorfor skulle vi dog elske vores næste, hvis vedkommende ikke er værd at elske, er det overhovedet menneskeligt muligt, og forråder det ikke vore nærmeste, der fortjener vores kærlighed? Som om Freud ikke havde forstået pointen. Men her er det Karlsens gode fortolkning, at det netop er selve Freuds forfærdelse over kravet, der demonstrerer, at han har forstået radikaliteten i buddet - til forskel fra vor tids udlægning af det som et spørgsmål om humanisme og medmenneskelighed. Freud ser en exces i buddet, noget der er hinsides lyst- og realitetsprincippets selvopretholdende logik. Heraf bogens titel Dødsdrift og næstekærlighed.
Dødsdriften refererer til, at menneskelivet ikke kan reduceres til en egoistisk selvopretholdelseskamp, men er heller ikke et dødsønske. De menneskelige kropslige funktioner er præget af et mærkeligt dysfunktionelt overskud, der viser sig i tvangshandlinger og hæmninger, at mennesker ikke altid vil deres eget bedste, men tværtimod ikke sjældent er kilde til egen lidelse. Noget driver mennesket ’hinsides lystprincippet’. Hvorfor gør mennesker igen og igen det, som de ikke vil?
Dødsdriften fortolkes nu hos Karlsen som en sekulær udgave af Paulus’ lære om arvesynden. Denne og korsfæstelsen som en soningsdød anerkender indirekte den glemte, men ubevidst nedarvede forbrydelse, der ligger bag menneskets grundlæggende skyldfølelse: fadermordet.
Det kristne næstekærlighedsbud er mindst lige så mærkeligt og foruroligende, som arvesyndslæren er. Karlsen vil hinsides modsætningsforholdet mellem en humanistisk fortolkning og Søren Krarups ’eksklusive’ forståelse af næsten. Næstekærlighedsbuddet er, ifølge Krarup, ikke en abstrakt humanitær ideologi, et politisk nødhjælpsprogram, der sigter på at redde hele menneskeheden. Nødhjælp og filantropi forudsætter selvkærlighed; det er for vores egen skyld, at vi hjælper mennesker i nød. Så langt er Krarup og Karlsen vist enige. Næsten er for Krarup altid den ’nære’ og altså ikke et bud om menneskekærlighed i al almindelighed. Næstekærlighed et bud i det konkrete møde, der forudsætter troen på Gud og er i kraft af denne underordning absolut og uopfyldelig.
Grænsen ved Krarups radikalitet, ifølge Karlsen, består imidlertid netop i definitionen af næsten som den ’nære’. Denne eksklusive forståelse svækker buddets radikalitet, for er denne forkærlighed ikke er slet skjult selvkærlighed, en kærlighed der kun gælder dem, vi kan identificere os med? I så fald domesticerer Krarup næsten.
Det er nu Karlsens tese, at næsten snarere er ham, der traumatiserer os, uanset om han er vores nabo eller er helt uden for vores personlige sfære, fordi vi ikke på forhånd kan vide, hvem han er, og hvad han vil os. Næstekærlighedsbuddet er universelt i den forstand, at det påbyder os at elske ikke blot det familiære, den sympatiske, men også fjenden, vores uvenner, dem der hader os.
Næstekærlighedens universalisme udspringer af noget umenneskeligt i mennesket selv. Grundlaget er den fundamentale psykoanalytiske pointe, at vi alle er fremmede for os selv. Det er ikke vores medmenneskelighed, men snarere indsigten i vores fælles umenneskelighed (altså at ville alle er mærket af dødsdrift og arvesynd), der er næstekærlighedens grund. Buddets universalisme består ikke i, at vi i bund og grund alle er ens, som en humanistisk universalisme hævder, men i en påstand om, at vi alle er fremmede, ikke alene for hinanden, men også for os selv. Det, subjektet og næsten har til fælles som mennesker, er snarere en mangel på en bestemt identitet. I mødet med medmennesket konfronteres subjektet ikke kun med den andens fremmedhed, men også med sin egen fremmedhed. Denne andethed, som subjektet spaltes i forhold til, er i kristendommen Gud, i psykoanalysen sproget.
Næstekærlighedsbuddet er ikke en køreplan for det moralske liv. Det fortæller os ikke – sådan som moralen gør – hvad vi skal og ikke skal gøre.
Såvel Lacans etik som næstekærlighedsbuddets har i modsætning til store dele af den etiske tradition ikke tæmningen eller inddæmningen af vores begær som mål. Etikken vedrører snarere en konfrontation med det ved begæret og vores måde at nyde på, der er fremmed for os selv og ved den anden.
Hvad alt dette implicerer er vel også – Karlsen skriver det ikke direkte – at den psykoanalytiske kliniske praksis er næstekærlighed par excellence. Den lader det ubevidste, fremmedheden i den enkelte komme i tale vel at mærke uden at give handlingsanvisninger. Psykoanalysen har intet mål eller norm – sundhed, normalitet, lykke – der transcenderer selve analysen. Målet er kun anerkendelse af fremmedheden.
I Karlsens bog er der et påfaldende fravær af det lacanianske begreb om den Anden (skrevet med stort A). Bogens parallelitet mellem teologi og psykoanalyse kunne drives endnu videre ved at diskutere forholdet mellem psykoanalysens begreb om den Anden og teologiens begreb om den Gud, som vi ikke bare skal tro på, men sågar elske. ”Det ubevidste er den Andens tale” og ”Gud er ubevidst” hedder det hos Lacan. Men måske er de to bud, kærligheden til Gud og næstekærlighedsbuddet, ikke blot ligestillede hos Karlsen, måske er næstekærligheden selve gudstjenesten hos Karlsen?
En anmeldelse er ikke et ønskeprogram, men jeg kunne alligevel ønske, at den næste bog, Karlsen skrev, ville bearbejde forholdet mellem det kristne gudsbegreb og psykoanalysens begreb om den Anden i alle deres komplicerede afskygninger. At ønske sig mere af det samme må vel nærmest være det bedste, man kan sige om en bog.

Mads Peter Karlsen (2018). Dødsdrift og næstekærlighed. Seks kapitler om teologi og psykoanalyse hos Kierkegaard, Kafka, Freud og Lacan. København: Eksistensen
Original languageDanish
JournalDansk Kirketidende
Volume171
Issue1
Pages (from-to)14-15
Number of pages2
ISSN0901-3873
Publication statusPublished - Jan 2019

See relations at Aarhus University Citationformats

ID: 142342063