Udvikling af vejledningspraksis i kurser for undervisere i brugen af blended learning-aktiviteter

Research output: Contribution to conferenceConference abstract for conferenceResearchpeer-review

Hvert semester tilbyder Center for Undervisning og Læring (CUL) ved School of Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet et 1-årig langt kompetenceudviklingsforløb i brugen af blended learning for lektorer og professorer. I løbet af denne periode skal deltagerne gennemføre et indledende blended learning-kursusforløb på 5 uger efterfulgt af en udviklings- og afprøvningsfase. Som afslutning skal deltagerne skrive en refleksionsrapport. Forløbet indebærer to vejledningsmøder med en eller flere af de undervisningsudviklere fra CUL, der er ansvarlige for forløbet: 1) Et individuelt vejledningsmøde, hvor deltagerne skal finde frem til, hvordan de vil eller kan omlægge deres undervisning til blended learning og 2) et kollektivt vejledningsmøde efter første udviklingsfase, hvor deltagerne modtager feedback på deres igangværende udviklingstiltag fra gruppemedlemmer og undervisningsudviklere.

Et mål for den vejledning, der finder sted i hele kursusforløbet er at 1) igangsætte og fastholde den vejledtes refleksion om egen undervisning, 2) guide den vejledte i forhold til pædagogisk udvikling af dennes undervisningspraksis og sikre, at dette sker på den vejledtes præmisser og 3) relatere punkt 1 og 2 til inddragelse af blended learning.

En central udfordring for os som undervisningsudviklere, der agerer vejledere i forløbet, er ansvars- og rollefordelingen i samarbejdsrelationen. Hvordan skal vi balancere mellem at give gode råd og facilitere undervisernes refleksion? Udfordringen minder i høj grad om de erfaringer som andre faglige vejledere ofte gør sig i arbejdet med studerendes projektforløb (Wichmann-Hansen og Wirenfeldt Jensen, 2013). Den særlige udfordring, vi har oplevet i rollen som vejledere, er, at vi både forventes at have en almendidaktisk viden og indsigt og samtidig forventes at kunne relatere pædagogiske overvejelser om blended learning til den vejledte undervisers faglige kontekst og fagdidaktik.

I oplægget vil vi præsentere vores erfaringer med at udvikle og kvalitetssikre en vejledningspraksis, der imødekommer de nævnte udfordringer. Vi har dels fundet inspiration i teorierne om reflekterende vejledning, og dels i begrebet om Kollektiv Akademisk Vejledning (Thomsen & Nordentoft, 2012). Vi har bl.a. indført brug af skriftligt vejledningsgrundlag (Lauvås & Handal, 2006), vejlederbreve (Laustsen et al, 2012) og strukturering af vejledningssamtaler (Wichmann-Hansen & Wirenfeldt Jensen, 2013). I oplægget vil vi give et kort indblik i strukturen og aktiviteterne i kompetenceudviklingsforløbet, herunder vejledningsmøderne ligesom vi vil give konkrete eksempler på brug af de forskellige vejledningsmetoder, vi har implementeret.
Original languageDanish
Publication year2014
Number of pages2
Publication statusPublished - 2014
EventDUN Konference 2014: Masseuniversitetets udfordringer: Dilemmaer og visioner i den danske universitetspædagogik - Svendborg, Denmark
Duration: 5 May 20146 May 2014

Conference

ConferenceDUN Konference 2014
CountryDenmark
CitySvendborg
Period05/05/201406/05/2014

See relations at Aarhus University Citationformats

Activities

ID: 75409624