Trivsel og trivselsfremme i skolen

Hvad taler vi om, når vi taler om børn og unges trivsel i skolen? Hvordan ser trivselsfremmende praksisser ud i skolen? I denne forskningsoversigt formidler vi et overblik over aktuel forskningsviden og igangværende diskussioner om trivsel i grundskolen. Formålet er at give fagpersoner, der arbejder med trivsel i skolen, et indblik i et bredt spektrum af teoretiske og empiriske perspektiver, så arbejdet kan lade sig informere og inspirere af eksisterende forskning på området. I det seneste årti er fokus på trivsel blandt børn og unge steget markant, og særligt diskussionen om stigende mistrivsel hos denne befolkningsgruppe har spillet en væsentlig rolle. Fx er trivslen faldet over de seneste 12 år særligt hos de 15-19-årige (Ottosen et al. 2022), og andelen af folkeskoleelever med den højeste generelle skoletrivsel er faldet fra 93 % i 2015/16 til 89,8 % i 2021/22 (UVM 2023). En række nyere forsknings- og undersøgelsesresultater finder, at børn og unges trivsel er faldende både globalt (Barican et al. 2022; WHO 2022) og i Danmark (Børns Vilkår 2022; SST 2022). COVID-19-pandemien har været en medvirkende faktor i dette fald (Meherali et al. 2021; Wistoft et al. 2020). På både skoler, i offentligheden og i det politiske landskab er børn og unges trivsel omdrejningspunkt for en lang række debatter på tværs af forskellige arenaer og med forskelligt fokus. På skoleområdet i Danmark blev elevers trivsel formelt sat på dagsordenen med Folkeskolereformen i 2014. I reformen udgjorde styrkelse af trivsel et af tre overordnede mål, hvilket har dannet grundlag for de årlige, standardiserede trivselsmålinger og for nye pædagogiske tiltag som fx understøttende undervisning. Elevtrivsel i skolen er uden tvivl vigtigt, og vi forbinder i daglig tale betegnelsen med noget godt eller positivt. Men praksisser og indsatser rettet mod at styrke trivsel kan også have modsatrettede virkninger, særligt når de forståelser og fortolkninger af trivselsbegrebet, der ligger til grund for specifikke undersøgelser og konkrete interventioner, hverken defineres præcist eller ekspliciteres. Det er således ikke altid klart afgrænset eller defineret, hvilke teoretiske grundantagelser, som ligger bag en given brug af trivselsbegrebet. Et begreb om trivsel, som mangler nuancer eller gennemsigtighed risikerer at blive ’tyrannisk’ i den forstand, at både afsættet for interventioner og bredere indsatser samt ideen om det gode børne- og skoleliv kan blive forsimplet (Cigman 2012; Ecclestone & Rawdin 2016; Hansen 2019; Meherali et al. 2021; Shute & Slee 2016; Simovska 2016; Simovska & Kousholt 2021; Vallgårda & Nyvang 2018; Wright & McLeod 2015). En systematisk forskningsoversigt som denne kan danne et frugtbart grundlag for lærere, pædagoger og andre fagpersoners professionelle dømmekraft, når der arbejdes med elevtrivsel på alle alderstrin i skolen.