Abstract
Jeg vil i denne indledning give en udlægning af Luhmanns teori i fugleperspektiv, der ud fra en videnskabsteoretisk og metametodologisk vinkel henvender sig til interesserede i organisationsteori og organisationskommunikation, der gerne vil tilegne sig Luhmanns organisationsteori i forhold til hans overordnede teoriramme. Hver af de følgende artikler tager en problematik op ift. organisationer, fx, værdier og anskueliggør hvordan den kan tænkes ud fra Luhmann. Indledningen selv tager Luhmanns systemteori og udlægger den ved at formidle en række grundbegreber i en sammenhæng der begynder med iagttagelsesbegrebet og bevæger sig over autopoiesis, forskellige systemtyper, kommunikation og sociale systemtyper til begrebet organisation. Jeg begynder altså med iagttagelse, med refleksion over muligheden og betingelserne for overhovedet at udsige noget om verden. Ved Luhmann foregår dette uden ontologiske fikspunkter der kvalificerer iagttagelser, som nogen, der kan udsige noget normativt reelt om realiteten. Systemteorien er blot et system blandt andre der beskriver sin omverden. Dette er ikke relativisme, for Luhmann ser med kold logik på hvad en iagttagelse er og hvad vi med iagttagelser kan konstruere af information, der kan give teoriintern kompleksitet til at reducere kompleksiteten i den eksterne realitet. Luhmann har opbygget et system af iagttagelser der iagttager iagttagere, men som samtidig kan bruges til at iagttage sig selv som iagttager. Dette giver en frugtbar, empirifølsom og valid ramme til at iagttage organisationer ud fra og her i indledningen gives den teoretiske sammenhæng til grundstrukturerne i teorikomplekset.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Place of publication | Pure |
| Edition | 1 |
| Pages | 1-16 |
| Number of pages | 16 |
| Publication status | Published - 2007 |