Gennem tre cases beskriver kapitlet, hvordan ideer om migration og social mobilitet skabes - og ofte skuffes - i unge uganderes liv. I processen fra at være barn til at blive voksen er der knyttet forestillinger om, at flytning i det fysiske rum er tegn på forandring i den sociale position. Børn i Uganda lærer som en del af socialiseringen i slægtskabssystemet, at for at blive betragtet som voksen må man flytte hjemmefra og bidrage til familien man kom fra, for at sikre både ældre og nye generationer. Sammenkædningen af geografisk og social mobilitet opfattes som grundlæggende for at udvikle sig som menneske og for at kunne fungere som slægt. Kapitlet er baseret på feltarbejde i Uganda i kortere og længere perioder fra 1997 til 2004