Moderniseringsstyrelsen har i de seneste år udviklet vejledende materiale til fremme af ‘mål- og resultatstyring’ i departementerne. Denne artikel undersøger, hvor god den udviklede model for mål- og resultatstyring er til at opfylde målsætningen om at skabe effektive institutioner. Undersøgelsen baserer sig på en analyse af centrale begreber i Moderniseringsstyrelsens model til mål- og resultatstyring og i de implementerede resultatkontrakter mellem Ministeriet for Uddannelse og Forskning og universiteterne. Teoretisk bygger vi på pragmatisk konstruktivisme, som opstiller de begrebslige krav, der må stilles til et målings- og styringsværktøj, hvis det skal kunne siges at være et troværdigt redskab til at skabe en praksis, der rent faktisk fungerer. Analysen afslører, at modellen er domineret af dårligt skitserede begreber og mismatcher, der danner grundlag for skabelse af illusioner. Der er således behov for at udvikle en bedre begrebsramme til mål- og resultatstyring af offentlige institutioner. Dette er især væsentligt i en tid, hvor man snakker om at give mere beslutningsautonomi til ledere i den offentlige sektor. Det kræver nemlig et troværdigt begrebsapparat, hvormed ministerierne kan holde disse ledere ansvarlige for resultaterne af deres handlinger.