I Lær for Livet. De deltagende børn og deres trivselsmæssige udvikling præsenterer forskerne resultater fra en undersøgelse af trivselsmønstre og sammenhænge mellem trivsel og læring over mere end to år blandt anbragte børn, der deltager i det landsdækkende læringsprogram Lær for Livet. Der er en positiv sammenhæng mellem et længerevarende fagligt løft i matematik og øget mental trivsel. Samtidig ses et skifte i sammenhæng mellem matematikscore og sociale styrkesider fra negativ på børnenes første læringscamp til positiv på de efterfølgende. Det viser programmets følgeforskning, hvor mere end 400 børn er med i trivselsundersøgelsen. Blandt øvrige resultater er, at pigerne har flere sociale styrker end drengene, men samtidig også flere emotionelle udfordringer. Over tid øges trivslen for børn i plejefamilier i forhold til deres jævnaldrende, mens børn anbragt på døgninstitution eller opholdssted her får flere vanskeligheder.