Dag Solstads roman 16.07.41 har en hovedperson som let kan identificeres som forfatterens alter ego, men er ikke en problemløs selvbiografi. Dele af det selvbiografiske materiale er bearbejdet til fiktion, andre dele til dokumentation. Derved inviteres læseren til at læse det samme værk på to måder, både selvbiografisk fiktivt  og selvbiografisk dokumenteret. De to læsemåder lader sig vanskeligt forene medmindre læseren er villig til at forholde sig til to verdener samtidigt, én virkelig, hvor skriften kommer fra og én fiktiv, som den også refererer til. I artiklen præsenterer jeg Genette og de Mans svingdør-figur (tourniquet) og forfølger nogle af bevægelserne i 16.07.41 for at give mit bud på, hvad der opnås ved brugen af denne figur. Måske er der en grund til at svingdørens dobbelte læsekontrakt aktiveres i flere samtidige romaner?