Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.

Research output: Book/anthology/dissertation/reportDoctoral thesisResearch

Standard

Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.. / Huggler, Jørgen.

1 ed. København : Museum Tusculanum, 1999.

Research output: Book/anthology/dissertation/reportDoctoral thesisResearch

Harvard

APA

CBE

MLA

Vancouver

Author

Bibtex

@phdthesis{233544d010a711de8228000ea68e967b,
title = "Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Ph{\"a}nomenologie des Geistes.",
abstract = "Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Ph{\"a}nomenologie des Geistes, ix+363 s. K{\o}benhavn, Museum Tusculanums Forlag, (1999) er en nytolk­ning af for­holdet mel­lem er­kendel­sesteo­ri og metafysik i Hegels Ph{\"a}no­me­no­logie des Gei­stes (PhG) fra 1807. Det vises, at bogen er en s{\ae}r­­egen er­ken­­del­sesteore­tisk og metafysisk un­der­s{\o}gelse, hvor brugen af en skeptisk metode, inspireret af Sextus Empiri­cus, skal tjene til at be­fri et idealistisk syn p{\aa} erkendel­sen og dens gen­stan­de fra en­hver mulig {\ae}kvipollensind­vending. Bag­grunden herfor er, at Hegel finder, at hvad der nu kaldes jus­ti­fikationistisk er­ken­delses­filosofi, herunder trans­cen­den­tal­filosofien i Kants formu­lering, er utilstr{\ae}kkelig, s{\aa} l{\ae}nge de for­skelli­ge posi­tioner kan modstil­les lige s{\aa} st{\ae}rke alter­na­­ti­ver. Omvendt kan en kritisk dr{\o}ftelse af konkurrerende syns­punkter under visse betingelser f{\o}re til en bevidsthed om deres relative be­retti­gelse.Hegels udvikling af midler til at gennemf{\o}re sin argumen­ta­ti­on disku­teres, og det vises, at han ved brug af en omfor­tolk­ning­steknik fore­tager re­tro­gra­­de sammenfatninger af rela­tiv gyl­­dig­hed. Gen­nem en af­kla­ring af forholdet mellem n{\o}dven­dighed og vilk{\aa}r­lig­hed ved argu­menta­tionsforl{\o}bet vises: at som konse­kvens af me­toden kan Hegel kun g{\o}re krav p{\aa}, at de sammen­fat­nin­­ger, der fore­tages i bogens sidste kapitel, til­l{\ae}gges en ab­so­­lut gyldig­hed. Dermed belyses, hvordan He­gel f{\o}rst i dette sidste kapitel freml{\ae}gger sin egen metafy­sik. Samtidig fjernes grund­la­get s{\aa}vel for en r{\ae}kke klassi­ske ind­vendinger mod bogens in­dre kon­se­kvens, som for en r{\ae}kke fors{\o}g p{\aa} at forsvare argu­men­tatio­nens n{\o}d­ven­dighed, og der {\aa}bnes for en for­nyet dis­kus­sion af et s{\aa} egen­artet erkendelse­steore­tisk, sub­jek­ti­vi­tets­teo­­re­tisk og metafysisk projekt som det hegelske. I afhand­lin­gen s{\o}ges det vist, at Hegels bog kan l{\ae}­ses som en under­s{\o}gelse af betingelser for rationa­li­tet, ogs{\aa} uden at det fuldt ud ac­cep­teres af l{\ae}seren, at Hegel faktisk har evnet at le­gi­ti­mere sine egne op­fattelser som v{\ae}rende {"}den absolutte viden{"}.Af­hand­lin­gen har dels en principiel del, dels en kommen­te­rende. Gen­nem en mi­nu­­ti{\o}s l{\ae}sning af PhGs sidste kapi­tel og dets forud­s{\ae}t­ninger, samt af en parallel­version ({"}C. Die Wissenschafft{"}), der tidligere kun i ringe grad er blevet forst{\aa}et, under­bygges poin­terne fra de prin­ci­pielle over­ve­jel­ser.I den kommenterende del indg{\aa}r tillige en grundig rede­g{\o}­rel­­­se s{\aa}vel for Hegels kritik af sinde­lagsetikken som den kunne for­muleres ud fra Kant, som for Hegels analyse af Kri­sten­dommen og dens bundethed til {"}forestillingens form{"}. Bogen - og her­un­der den religionsfilosofiske analyse - har ikke karakter af en aktuali­sering eller kritik, men vil klart kunne udm{\o}ntes i en s{\aa}dan, idet den tydeligg{\o}r foruds{\ae}tninger hos Hegel, s{\aa}dan at der kan tages stilling til disse, f.eks. gennem en anden vur­de­ring af forestillingsbegrebet, eller af forholdet mellem teori og praksis, end hans. Et af disputatsens v{\ae}sentligste resultater er at forklare, hvordan He­gel p{\aa} {\'e}n gang kan t{\ae}nke indholdsm{\ae}ssigt, reflekteret og sam­ti­dig inden for et systematisk sigte. Disputatsen afklarer for­hol­­det mellem n{\o}dvendige og vilk{\aa}rlige elementer (og i hvilken betydning Ph{\"a}nomenologie des Geistes g{\o}r brug af historie og i hvilken den ikke g{\o}r det).",
author = "J{\o}rgen Huggler",
year = "1999",
language = "Dansk",
isbn = "8772895284",
publisher = "Museum Tusculanum",
edition = "1",

}

RIS

TY - THES

T1 - Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.

AU - Huggler, Jørgen

PY - 1999

Y1 - 1999

N2 - Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes, ix+363 s. København, Museum Tusculanums Forlag, (1999) er en nytolk­ning af for­holdet mel­lem er­kendel­sesteo­ri og metafysik i Hegels Phäno­me­no­logie des Gei­stes (PhG) fra 1807. Det vises, at bogen er en sær­­egen er­ken­­del­sesteore­tisk og metafysisk un­der­søgelse, hvor brugen af en skeptisk metode, inspireret af Sextus Empiri­cus, skal tjene til at be­fri et idealistisk syn på erkendel­sen og dens gen­stan­de fra en­hver mulig ækvipollensind­vending. Bag­grunden herfor er, at Hegel finder, at hvad der nu kaldes jus­ti­fikationistisk er­ken­delses­filosofi, herunder trans­cen­den­tal­filosofien i Kants formu­lering, er utilstrækkelig, så længe de for­skelli­ge posi­tioner kan modstil­les lige så stærke alter­na­­ti­ver. Omvendt kan en kritisk drøftelse af konkurrerende syns­punkter under visse betingelser føre til en bevidsthed om deres relative be­retti­gelse.Hegels udvikling af midler til at gennemføre sin argumen­ta­ti­on disku­teres, og det vises, at han ved brug af en omfor­tolk­ning­steknik fore­tager re­tro­gra­­de sammenfatninger af rela­tiv gyl­­dig­hed. Gen­nem en af­kla­ring af forholdet mellem nødven­dighed og vilkår­lig­hed ved argu­menta­tionsforløbet vises: at som konse­kvens af me­toden kan Hegel kun gøre krav på, at de sammen­fat­nin­­ger, der fore­tages i bogens sidste kapitel, til­lægges en ab­so­­lut gyldig­hed. Dermed belyses, hvordan He­gel først i dette sidste kapitel fremlægger sin egen metafy­sik. Samtidig fjernes grund­la­get såvel for en række klassi­ske ind­vendinger mod bogens in­dre kon­se­kvens, som for en række forsøg på at forsvare argu­men­tatio­nens nød­ven­dighed, og der åbnes for en for­nyet dis­kus­sion af et så egen­artet erkendelse­steore­tisk, sub­jek­ti­vi­tets­teo­­re­tisk og metafysisk projekt som det hegelske. I afhand­lin­gen søges det vist, at Hegels bog kan læ­ses som en under­søgelse af betingelser for rationa­li­tet, også uden at det fuldt ud ac­cep­teres af læseren, at Hegel faktisk har evnet at le­gi­ti­mere sine egne op­fattelser som værende "den absolutte viden".Af­hand­lin­gen har dels en principiel del, dels en kommen­te­rende. Gen­nem en mi­nu­­tiøs læsning af PhGs sidste kapi­tel og dets forud­sæt­ninger, samt af en parallel­version ("C. Die Wissenschafft"), der tidligere kun i ringe grad er blevet forstået, under­bygges poin­terne fra de prin­ci­pielle over­ve­jel­ser.I den kommenterende del indgår tillige en grundig rede­gø­rel­­­se såvel for Hegels kritik af sinde­lagsetikken som den kunne for­muleres ud fra Kant, som for Hegels analyse af Kri­sten­dommen og dens bundethed til "forestillingens form". Bogen - og her­un­der den religionsfilosofiske analyse - har ikke karakter af en aktuali­sering eller kritik, men vil klart kunne udmøntes i en sådan, idet den tydeliggør forudsætninger hos Hegel, sådan at der kan tages stilling til disse, f.eks. gennem en anden vur­de­ring af forestillingsbegrebet, eller af forholdet mellem teori og praksis, end hans. Et af disputatsens væsentligste resultater er at forklare, hvordan He­gel på én gang kan tænke indholdsmæssigt, reflekteret og sam­ti­dig inden for et systematisk sigte. Disputatsen afklarer for­hol­­det mellem nødvendige og vilkårlige elementer (og i hvilken betydning Phänomenologie des Geistes gør brug af historie og i hvilken den ikke gør det).

AB - Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes, ix+363 s. København, Museum Tusculanums Forlag, (1999) er en nytolk­ning af for­holdet mel­lem er­kendel­sesteo­ri og metafysik i Hegels Phäno­me­no­logie des Gei­stes (PhG) fra 1807. Det vises, at bogen er en sær­­egen er­ken­­del­sesteore­tisk og metafysisk un­der­søgelse, hvor brugen af en skeptisk metode, inspireret af Sextus Empiri­cus, skal tjene til at be­fri et idealistisk syn på erkendel­sen og dens gen­stan­de fra en­hver mulig ækvipollensind­vending. Bag­grunden herfor er, at Hegel finder, at hvad der nu kaldes jus­ti­fikationistisk er­ken­delses­filosofi, herunder trans­cen­den­tal­filosofien i Kants formu­lering, er utilstrækkelig, så længe de for­skelli­ge posi­tioner kan modstil­les lige så stærke alter­na­­ti­ver. Omvendt kan en kritisk drøftelse af konkurrerende syns­punkter under visse betingelser føre til en bevidsthed om deres relative be­retti­gelse.Hegels udvikling af midler til at gennemføre sin argumen­ta­ti­on disku­teres, og det vises, at han ved brug af en omfor­tolk­ning­steknik fore­tager re­tro­gra­­de sammenfatninger af rela­tiv gyl­­dig­hed. Gen­nem en af­kla­ring af forholdet mellem nødven­dighed og vilkår­lig­hed ved argu­menta­tionsforløbet vises: at som konse­kvens af me­toden kan Hegel kun gøre krav på, at de sammen­fat­nin­­ger, der fore­tages i bogens sidste kapitel, til­lægges en ab­so­­lut gyldig­hed. Dermed belyses, hvordan He­gel først i dette sidste kapitel fremlægger sin egen metafy­sik. Samtidig fjernes grund­la­get såvel for en række klassi­ske ind­vendinger mod bogens in­dre kon­se­kvens, som for en række forsøg på at forsvare argu­men­tatio­nens nød­ven­dighed, og der åbnes for en for­nyet dis­kus­sion af et så egen­artet erkendelse­steore­tisk, sub­jek­ti­vi­tets­teo­­re­tisk og metafysisk projekt som det hegelske. I afhand­lin­gen søges det vist, at Hegels bog kan læ­ses som en under­søgelse af betingelser for rationa­li­tet, også uden at det fuldt ud ac­cep­teres af læseren, at Hegel faktisk har evnet at le­gi­ti­mere sine egne op­fattelser som værende "den absolutte viden".Af­hand­lin­gen har dels en principiel del, dels en kommen­te­rende. Gen­nem en mi­nu­­tiøs læsning af PhGs sidste kapi­tel og dets forud­sæt­ninger, samt af en parallel­version ("C. Die Wissenschafft"), der tidligere kun i ringe grad er blevet forstået, under­bygges poin­terne fra de prin­ci­pielle over­ve­jel­ser.I den kommenterende del indgår tillige en grundig rede­gø­rel­­­se såvel for Hegels kritik af sinde­lagsetikken som den kunne for­muleres ud fra Kant, som for Hegels analyse af Kri­sten­dommen og dens bundethed til "forestillingens form". Bogen - og her­un­der den religionsfilosofiske analyse - har ikke karakter af en aktuali­sering eller kritik, men vil klart kunne udmøntes i en sådan, idet den tydeliggør forudsætninger hos Hegel, sådan at der kan tages stilling til disse, f.eks. gennem en anden vur­de­ring af forestillingsbegrebet, eller af forholdet mellem teori og praksis, end hans. Et af disputatsens væsentligste resultater er at forklare, hvordan He­gel på én gang kan tænke indholdsmæssigt, reflekteret og sam­ti­dig inden for et systematisk sigte. Disputatsen afklarer for­hol­­det mellem nødvendige og vilkårlige elementer (og i hvilken betydning Phänomenologie des Geistes gør brug af historie og i hvilken den ikke gør det).

M3 - Doktordisputats

SN - 8772895284

BT - Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.

PB - Museum Tusculanum

CY - København

ER -