Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Forord

Research output: Contribution to book/anthology/report/proceedingPreface/postscriptCommunication

Det er en fornem, tankevækkende og brugbar bog, som her foreligger fra Kaj Struves hånd. Det er et formidabelt arbejde, at få udredt Aristoteles’ mangfoldige og omfattende værker og få sat dem ind i en pædagogisk ramme, som er brugbar for enhver underviser, pædagog, lærer eller borger i samfundet, som ønsker at finde vej i tankernes og det praktiske livs verden. Der er ikke tale om en tilbundsgående fremstilling af Aristoteles værker (heldigvis), men en gennemtænk udpluk af centrale dimensioner i tilknytning til Aristoteles’ praksisbegreb set i relation til den pædagogiske praktikers aktuelle kontekst.

Selv om bogen for så vidt er letlæst, er det ikke en bog, som man sidder under æbletræet og læser fra første til sidste side i ét stræk. Det er en studiebog, som man kan læse i uddrag. Man kan for eksempel i bogens del 5 opsøge og dykke ned i en rigdom af centrale pædagogiske begreber, der uden tvivl vil bringe læseren i refleksion over egen praksis.
Men hvorfor nu en bog om Aristoteles? Kaj Struve skriver, at ”Aristoteles er én af den vesterlandske tænknings mest indflydelsesrige skikkelser. Som grundlægger af en lang række videnskaber og som den, der først klargør og diskuterer disse videnskabers uomgængelige teoretiske fundament, er han uden sidestykke i historien.” Og han tilføjer, at, ”han var manden, der tænkte på alt og skrev om alt.” Deri har forfatteren ret. Aristoteles har faktisk skrevet om langt de fleste relevante filosofiske og pædagogiske temaer. Således finder man i mange pædagogiske skrifter sætningen ”allerede Aristoteles skrev, at ….”. Det har foranlediget nogen til at tro, at Aristoteles’ fornavn er Allerede.
Spøg til side. Aristoteles’ bidrag til filosofien og pædagogikken er stor. Han har fået greb om de vigtige begreber. Men selvsagt kan mange af hans begrebsudredninger ikke holde distancen op til i dag. Det ville være for meget forlangt. Men om end de skal forstås i sin egen historiske kontekst, er det lærerig læsning, der fortsat i stort omfang er holdbar og levedygtig. Aristoteles fik styr på begreberne. Men reference til Aristoteles skriver Kaj Struve om betydningen af at have orden i begreberne: ”Med mindre vi først har klare begreber og holder disse ud fra hverandre, er det nytteløst at forsøge at løse filosofiske problemer.” En sådan begrebsafklaring finder man i den foreliggende bog. Det er opløftende at gå på opdagelse i del 5, der består af en lang række centrale pædagogiske begreber, der er sat på kort formel. Let at læse og forstå og som bibringer læseren et vidt udsyn.
Bogen er velskrevet, overkommelig og letlæst. I de første halvdel bliver man præsenteret for et utal af korte og præcise indramninger af centrale Aristoteles’ filosofiske dimensioner. Hver eneste er interessant og tankevækkende. Denne del er et rigt opslagsværk, som kan bruges til at skyde genvej i den enorme Aristoteles litteratur, hvor man finder masser af brugbare pædagogiske perler. Tak for det. Men nogle læsere vi nok ønske sig en mere sammenhængende og helhedspræget tekst med en levende diskussion af disse ’opslag’ og se dem leve i den nutidige pædagogik. Men her skal man være tålmodig, for det kommer i bogens anden halvdel. Og man kan snildt veksle mellem de forskellige afsnit.
Kære læser læn dig tilbage og lad dig blidt blive ført ind i Aristoteles’ pædagogiske univers af en kyndig og velskreven hånd.
God læselyst
Stig Broström
Original languageDanish
Title of host publicationDet pædagogiske blik på Aristoteles : at tænke med Aristoteles i den fysiske og digitale praksis
EditorsKaj Struve
Place of publicationKøbenhavn
PublisherHistoria
Publication yearSep 2020
Pages7-8
ISBN (print)9788793846708
Publication statusPublished - Sep 2020

See relations at Aarhus University Citationformats

ID: 197165945