Nøglehulsmærket har til formål at hjælpe os med at træffe et bedre ernæringsmæssigt valg inden for en produktkategori, men påvirker mærket egentlig vores opfattelse af produktet – og hvordan? Denne rapport har til hensigt at afdække disse spørgsmål gennem en spørgeskemaundersøgelse omhandlende danske forbrugeres opfattelse og anvendelse af Nøglehullet generelt og inden for forskellige produktkategorier. Fire forbrugertyper identificeres: de, der aktivt vælger Nøglehulsmærkede produkter, når de lægger mærke til dem; de der ”svinger” og både vælger og fravælger specifikke Nøglehulsmærkede produkter; de, der som udgangspunkt fravælger Nøglehulsmærket; og de, der slet ikke lægger mærke til Nøglehullet. Disse grupper har forskellig viden om og opfattelse af Nøglehullet, men helt overordnet er forbrugernes opfattelse af Nøglehulsmærket generelt overvejende positiv.