Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.

Jørgen Huggler

Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.

Translated title of the contribution: Hegel's Sceptical Path to Absolute Knowing. An Analysis of Hegel's Phänomenologie des Geistes.

Jørgen Huggler

Research output: Book/anthology/dissertation/report › Doctoral thesis

Abstract

English Summary pp. 339-349.

Translated title of the contribution	Hegel's Sceptical Path to Absolute Knowing. An Analysis of Hegel's Phänomenologie des Geistes.
Original language	Danish

Place of publication	København
Publisher	Museum Tusculanum
Edition	1
ISBN (Print)	8772895284
Publication status	Published - 1999
Externally published	Yes

Cite this

@phdthesis{233544d010a711de8228000ea68e967b,

title = "Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Ph{\"a}nomenologie des Geistes.",

abstract = "Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Ph{\"a}nomenologie des Geistes, ix+363 s. K{\o}benhavn, Museum Tusculanums Forlag, (1999) er en nytolkning af forholdet mellem erkendelsesteori og metafysik i Hegels Ph{\"a}nomenologie des Geistes (PhG) fra 1807. Det vises, at bogen er en s{\ae}regen erkendelsesteoretisk og metafysisk unders{\o}gelse, hvor brugen af en skeptisk metode, inspireret af Sextus Empiricus, skal tjene til at befri et idealistisk syn p{\aa} erkendelsen og dens genstande fra enhver mulig {\ae}kvipollensindvending. Baggrunden herfor er, at Hegel finder, at hvad der nu kaldes justifikationistisk erkendelsesfilosofi, herunder transcendentalfilosofien i Kants formulering, er utilstr{\ae}kkelig, s{\aa} l{\ae}nge de forskellige positioner kan modstilles lige s{\aa} st{\ae}rke alternativer. Omvendt kan en kritisk dr{\o}ftelse af konkurrerende synspunkter under visse betingelser f{\o}re til en bevidsthed om deres relative berettigelse.Hegels udvikling af midler til at gennemf{\o}re sin argumentation diskuteres, og det vises, at han ved brug af en omfortolkningsteknik foretager retrograde sammenfatninger af relativ gyldighed. Gennem en afklaring af forholdet mellem n{\o}dvendighed og vilk{\aa}rlighed ved argumentationsforl{\o}bet vises: at som konsekvens af metoden kan Hegel kun g{\o}re krav p{\aa}, at de sammenfatninger, der foretages i bogens sidste kapitel, till{\ae}gges en absolut gyldighed. Dermed belyses, hvordan Hegel f{\o}rst i dette sidste kapitel freml{\ae}gger sin egen metafysik. Samtidig fjernes grundlaget s{\aa}vel for en r{\ae}kke klassiske indvendinger mod bogens indre konsekvens, som for en r{\ae}kke fors{\o}g p{\aa} at forsvare argumentationens n{\o}dvendighed, og der {\aa}bnes for en fornyet diskussion af et s{\aa} egenartet erkendelsesteoretisk, subjektivitetsteoretisk og metafysisk projekt som det hegelske. I afhandlingen s{\o}ges det vist, at Hegels bog kan l{\ae}ses som en unders{\o}gelse af betingelser for rationalitet, ogs{\aa} uden at det fuldt ud accepteres af l{\ae}seren, at Hegel faktisk har evnet at legitimere sine egne opfattelser som v{\ae}rende {"}den absolutte viden{"}.Afhandlingen har dels en principiel del, dels en kommenterende. Gennem en minuti{\o}s l{\ae}sning af PhGs sidste kapitel og dets foruds{\ae}tninger, samt af en parallelversion ({"}C. Die Wissenschafft{"}), der tidligere kun i ringe grad er blevet forst{\aa}et, underbygges pointerne fra de principielle overvejelser.I den kommenterende del indg{\aa}r tillige en grundig redeg{\o}relse s{\aa}vel for Hegels kritik af sindelagsetikken som den kunne formuleres ud fra Kant, som for Hegels analyse af Kristendommen og dens bundethed til {"}forestillingens form{"}. Bogen - og herunder den religionsfilosofiske analyse - har ikke karakter af en aktualisering eller kritik, men vil klart kunne udm{\o}ntes i en s{\aa}dan, idet den tydeligg{\o}r foruds{\ae}tninger hos Hegel, s{\aa}dan at der kan tages stilling til disse, f.eks. gennem en anden vurdering af forestillingsbegrebet, eller af forholdet mellem teori og praksis, end hans. Et af disputatsens v{\ae}sentligste resultater er at forklare, hvordan Hegel p{\aa} {\'e}n gang kan t{\ae}nke indholdsm{\ae}ssigt, reflekteret og samtidig inden for et systematisk sigte. Disputatsen afklarer forholdet mellem n{\o}dvendige og vilk{\aa}rlige elementer (og i hvilken betydning Ph{\"a}nomenologie des Geistes g{\o}r brug af historie og i hvilken den ikke g{\o}r det).",

author = "J{\o}rgen Huggler",

year = "1999",

language = "Dansk",

isbn = "8772895284",

publisher = "Museum Tusculanum",

edition = "1",

}

TY - THES

T1 - Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.

AU - Huggler, Jørgen

PY - 1999

Y1 - 1999

N2 - Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes, ix+363 s. København, Museum Tusculanums Forlag, (1999) er en nytolkning af forholdet mellem erkendelsesteori og metafysik i Hegels Phänomenologie des Geistes (PhG) fra 1807. Det vises, at bogen er en særegen erkendelsesteoretisk og metafysisk undersøgelse, hvor brugen af en skeptisk metode, inspireret af Sextus Empiricus, skal tjene til at befri et idealistisk syn på erkendelsen og dens genstande fra enhver mulig ækvipollensindvending. Baggrunden herfor er, at Hegel finder, at hvad der nu kaldes justifikationistisk erkendelsesfilosofi, herunder transcendentalfilosofien i Kants formulering, er utilstrækkelig, så længe de forskellige positioner kan modstilles lige så stærke alternativer. Omvendt kan en kritisk drøftelse af konkurrerende synspunkter under visse betingelser føre til en bevidsthed om deres relative berettigelse.Hegels udvikling af midler til at gennemføre sin argumentation diskuteres, og det vises, at han ved brug af en omfortolkningsteknik foretager retrograde sammenfatninger af relativ gyldighed. Gennem en afklaring af forholdet mellem nødvendighed og vilkårlighed ved argumentationsforløbet vises: at som konsekvens af metoden kan Hegel kun gøre krav på, at de sammenfatninger, der foretages i bogens sidste kapitel, tillægges en absolut gyldighed. Dermed belyses, hvordan Hegel først i dette sidste kapitel fremlægger sin egen metafysik. Samtidig fjernes grundlaget såvel for en række klassiske indvendinger mod bogens indre konsekvens, som for en række forsøg på at forsvare argumentationens nødvendighed, og der åbnes for en fornyet diskussion af et så egenartet erkendelsesteoretisk, subjektivitetsteoretisk og metafysisk projekt som det hegelske. I afhandlingen søges det vist, at Hegels bog kan læses som en undersøgelse af betingelser for rationalitet, også uden at det fuldt ud accepteres af læseren, at Hegel faktisk har evnet at legitimere sine egne opfattelser som værende "den absolutte viden".Afhandlingen har dels en principiel del, dels en kommenterende. Gennem en minutiøs læsning af PhGs sidste kapitel og dets forudsætninger, samt af en parallelversion ("C. Die Wissenschafft"), der tidligere kun i ringe grad er blevet forstået, underbygges pointerne fra de principielle overvejelser.I den kommenterende del indgår tillige en grundig redegørelse såvel for Hegels kritik af sindelagsetikken som den kunne formuleres ud fra Kant, som for Hegels analyse af Kristendommen og dens bundethed til "forestillingens form". Bogen - og herunder den religionsfilosofiske analyse - har ikke karakter af en aktualisering eller kritik, men vil klart kunne udmøntes i en sådan, idet den tydeliggør forudsætninger hos Hegel, sådan at der kan tages stilling til disse, f.eks. gennem en anden vurdering af forestillingsbegrebet, eller af forholdet mellem teori og praksis, end hans. Et af disputatsens væsentligste resultater er at forklare, hvordan Hegel på én gang kan tænke indholdsmæssigt, reflekteret og samtidig inden for et systematisk sigte. Disputatsen afklarer forholdet mellem nødvendige og vilkårlige elementer (og i hvilken betydning Phänomenologie des Geistes gør brug af historie og i hvilken den ikke gør det).

AB - Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes, ix+363 s. København, Museum Tusculanums Forlag, (1999) er en nytolkning af forholdet mellem erkendelsesteori og metafysik i Hegels Phänomenologie des Geistes (PhG) fra 1807. Det vises, at bogen er en særegen erkendelsesteoretisk og metafysisk undersøgelse, hvor brugen af en skeptisk metode, inspireret af Sextus Empiricus, skal tjene til at befri et idealistisk syn på erkendelsen og dens genstande fra enhver mulig ækvipollensindvending. Baggrunden herfor er, at Hegel finder, at hvad der nu kaldes justifikationistisk erkendelsesfilosofi, herunder transcendentalfilosofien i Kants formulering, er utilstrækkelig, så længe de forskellige positioner kan modstilles lige så stærke alternativer. Omvendt kan en kritisk drøftelse af konkurrerende synspunkter under visse betingelser føre til en bevidsthed om deres relative berettigelse.Hegels udvikling af midler til at gennemføre sin argumentation diskuteres, og det vises, at han ved brug af en omfortolkningsteknik foretager retrograde sammenfatninger af relativ gyldighed. Gennem en afklaring af forholdet mellem nødvendighed og vilkårlighed ved argumentationsforløbet vises: at som konsekvens af metoden kan Hegel kun gøre krav på, at de sammenfatninger, der foretages i bogens sidste kapitel, tillægges en absolut gyldighed. Dermed belyses, hvordan Hegel først i dette sidste kapitel fremlægger sin egen metafysik. Samtidig fjernes grundlaget såvel for en række klassiske indvendinger mod bogens indre konsekvens, som for en række forsøg på at forsvare argumentationens nødvendighed, og der åbnes for en fornyet diskussion af et så egenartet erkendelsesteoretisk, subjektivitetsteoretisk og metafysisk projekt som det hegelske. I afhandlingen søges det vist, at Hegels bog kan læses som en undersøgelse af betingelser for rationalitet, også uden at det fuldt ud accepteres af læseren, at Hegel faktisk har evnet at legitimere sine egne opfattelser som værende "den absolutte viden".Afhandlingen har dels en principiel del, dels en kommenterende. Gennem en minutiøs læsning af PhGs sidste kapitel og dets forudsætninger, samt af en parallelversion ("C. Die Wissenschafft"), der tidligere kun i ringe grad er blevet forstået, underbygges pointerne fra de principielle overvejelser.I den kommenterende del indgår tillige en grundig redegørelse såvel for Hegels kritik af sindelagsetikken som den kunne formuleres ud fra Kant, som for Hegels analyse af Kristendommen og dens bundethed til "forestillingens form". Bogen - og herunder den religionsfilosofiske analyse - har ikke karakter af en aktualisering eller kritik, men vil klart kunne udmøntes i en sådan, idet den tydeliggør forudsætninger hos Hegel, sådan at der kan tages stilling til disse, f.eks. gennem en anden vurdering af forestillingsbegrebet, eller af forholdet mellem teori og praksis, end hans. Et af disputatsens væsentligste resultater er at forklare, hvordan Hegel på én gang kan tænke indholdsmæssigt, reflekteret og samtidig inden for et systematisk sigte. Disputatsen afklarer forholdet mellem nødvendige og vilkårlige elementer (og i hvilken betydning Phänomenologie des Geistes gør brug af historie og i hvilken den ikke gør det).

M3 - Doktordisputats

SN - 8772895284

BT - Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.

PB - Museum Tusculanum

CY - København

ER -

Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.

Abstract

Fingerprint

Cite this