Demokratisk legitimitet og samhørighed blandt borgerne: Bidrag til Magtudredningen 2.0

Research output: Other contributionNet publication - Internet publicationResearchpeer-review

Abstract

Er Danmark et sundt og velfungerende demokrati? Ud fra gængse indikatorer og undersøgelser vil svaret typisk være ja. Danmark scorer nemlig højt—endda ofte højest—, når man vurderer tilstedeværelsen af de formelle, institutionelle rammer for demokrati. Vi har for eksempel i overvejende grad fair og frie valg, liberale frihedsrettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og fri presse og opposition. Med andre ord er mange byggeklodser for et sundt og velfungerende demokrati til stede.

Men under disse byggeklodser ligger et fundament, som mange undersøgelser overser eller undervurderer. Et demokrati hviler i sidste instans på to demokratiske forudsætninger blandt befolkningen: (1) En legitimitets-forudsætning hvor borgerne udtrykker opbakning til det politiske system og en vis grad af tillid til dets politiske aktører og (2) en samhørighedsforudsætning hvor borgerne lever i nogenlunde harmoni med og udviser sympati for andre borgere af modstående politisk overbevisning. Uden disse forudsætninger undlader borgerne at følge loven og segregeres i politiske parallelsamfund, ekkokamre og kulturkrig. Hvis fundamentet krakelerer, mister demokratiet og dets institutionelle byggeklodser deres funktion og betydning.

Vi har brug for en afklaring på, i hvilket omfang disse forudsætninger er opfyldt og årsagerne hertil. Det er der særligt to grunde til. Den første er, at international forskning antyder, at begge forudsætninger er under pres i flere andre vestlige demokratier. Den politiske tillid falder, og borgerne polariseres i stigende grad, om end udviklingerne varierer fra land til land. Den anden grund er, at fortællingen om et lignende dansk forfald lever i bedste velgående blandt medier og politiske aktører, hvor sidstnævnte jævnligt beskylder hinanden for at udhule tilliden og polarisere befolkningen. Der er derfor brug for en videnskabelig byggefaglig inspektion af det danske demokratis fundament.
Dette essay har til hensigt at udføre en foreløbig inspektion på baggrund af tilgængelige data og samtidig pege på de dele af fundamentet, som data ikke tillader os at vurdere. Resultaterne hviler på i alt 19 spørgeskemaundersøgelser (N = 27.966), som er repræsentative for den danske befolkning på køn, alder, uddannelse og geografi, og som er indsamlet i perioden april 2017 til februar 2024.
Original languageDanish
Publication date15 May 2024
Number of pages11
Publication statusPublished - 15 May 2024

Cite this