Er der i vore dage stadig nyhedsværdi tilbage i årsregnskaberne, når de offentliggøres, eller har andre mere aktuelle kilder allerede "suget" informationerne ud? Vi undersøger i denne artikel, om det danske aktiemarked i dag stadig reagerer på informationerne i årsregnskaberne, når de offentliggøres, og om dette sker effektivt. Vores resultater viser, at det stadig er tilfældet. Vi giver dermed et bevis for, at "traditionelle" regnskaber stadig er nyttige for investorerne. Vores undersøgelse viser dog, at reaktionen på det danske aktiemarked er en smule langsom i forhold til USA. Vores resultater tyder endvidere på, at aktiemarkedet i dag danner sine forventninger til selskabernes regnskabsresultater på en mere kompleks og sofistikeret måde end tidligere.