Udvikling af fællesskabende praksisser i skole og fritid - samarbejde på tværs

Project: Research

Project Details

Description

At udvikle mere fællesskabende praksisser handler om at rette opmærksomheden på betingelserne for børns/unges deltagelsesmuligheder og fælles skoleliv. I en presset skolehverdag knyttes problemer ofte til enkeltbørn, og indsatserne risikerer derfor også at blive individrettede, men når børn/unge får det svært, når de mistrives eller udskilles af fællesskaberne, er det ofte komplekse problematikker, hvor mange forhold over en længere periode har flettet sig sammen og gradvist produceret skolevanskelighederne.

Dette 3-årige forskningsprojekt er et samarbejde med en kommune, og i projektet undersøges, hvordan man kan (videre)udvikle almenundervisningen og den daglige praksis i skole og fritid, så børnene får flere muligheder for deltage og bidrage. I projektet samarbejder lærere, pædagoger, vejledere, ressourcepersoner, ledere samt kommunens konsulenter og PPR om at udvikle nye samarbejdsformer med fokus på at udvikle mere fællesskabende praksisser, så der skabes deltagelsesmuligheder for alle børn/unge. I dette arbejde fokuseres der på, hvordan man kan organisere samarbejdet, så de forskellige parters forskellige fagligheder, placeringer og perspektiver kan inddrages og bidrage til udvikling af den pædagogiske praksis.
Desuden undersøges det, hvordan organiseringen af specialpædagogik og specialpædagogiske indsatser får betydning for børnenes deltagelsesmuligheder i skolens fællesskaber. Målet er at skabe viden på tværs af de forskellige kommunale opgaver, organiseringer og fagligheder.

PPR presses i disse år af et stadigt stigende antal henvisninger samt en stigende efterspørgsel på udredninger af enkeltelever, når der i skolen opstår mistanke om diagnoser eller ´særlige behov`, som ønskes undersøgt eller identificeret. Derfor bruger PPR meget tid og mange ressourcer på disse processer.
I dette projekt undersøger vi, hvordan PPR, som ofte kan bidrage med ´specialviden´, får bedre mulighed for proaktivt at understøtte lærere og pædagoger i at udvikle klassefællesskaberne og en mere fællesskabende undervisning og pædagogisk praksis - med det formål at udvikle fællesskaberne i klassen og skabe nye deltagelsesmuligheder for de elever, som er marginaliserede eller synes vanskelige at inkludere – så der ikke længere vil være samme behov for udredninger og undersøgelser af det, der af lærere og pædagoger kan opleves som ´enkeltelevers individuelle udfordringer og vanskeligheder´.
I forskningsprojektet undersøges derfor, hvordan man kan ”bryde henvisningskæden” ved i stedet at fokusere på vejledning og sparring om udvikling af en mere fællesskabende praksis, så behovet for udredninger og undersøgelser af enkeltelever ikke opstår i samme grad.

Der tages afsæt i en forståelse af, at børn/unges læring og udvikling er knyttet til deres muligheder for at deltage i og bidrage til fællesskaberne. Begrebet fællesskabende giver mulighed for at forstå undervisning og aktiviteter som noget, der kan inddrage og engagere børn/unge, hvor aktiviteten og/eller det faglige indhold bliver fællesskabsopbyggende og det fælles tredje, man er sammen om - så aktiviteten skaber tilhør og en oplevelse af at have noget værdifuldt at bidrage med.

I projektet arbejdes der med en praksisforskningstilgang, som handler om at organisere forskningen som et samarbejde mellem forskere og dem, som forskningen vedrører. I samarbejde med forvaltningsledelse, kommunale konsulenter, PPR, skoleledere, lokale vejledere og ressourcepersoner samt lærere og pædagoger arbejdes der undersøgende med, hvordan man kan organisere undervisning og aktiviteter på fællesskabende måder, så ingen børn/unge oplever at blive udskilt eller marginaliseret.

Projektet undersøger:
Hvordan man kan udvikle og organisere undervisning, aktiviteter og læreprocesser, der skaber tilhør og oplevelser af at være en del af et fællesskab? Hvordan kan man udvikle fællesskaber, hvor forskelligheder anerkendes og inddrages som ressourcer?

Hvordan man kan udvikle og organisere samarbejdsformer, hvor lærere, pædagoger, vejledere/ ressourcepersoner, ledere, skolekonsulenter og PPR kan udvikle viden og samarbejde om fællesskabende praksisser, som skaber deltagelsesmuligheder for alle børn – også for dem, der på forskellige måder oplever skolevanskeligheder?

Hvordan kan man udvikle ledelses- og forvaltningsmæssige organiseringer, procedurer og praksisser, der skaber sammenhæng mellem lokale muligheder for at udvikle relevante indsatser tæt på børnenes hverdagsliv i skole og fritid og den forvaltningsmæssige organisering?
StatusActive
Effective start/end date01/08/202431/07/2027