Det nye projekt PhaseV (Phase five), som Innovationsfonden investerer 24 mio. kroner i, har til formål at udvikle og validere en skalerbar, digital platform til effektiv, decentral rekruttering af patienter, indsamling af patientdata og afvikling af studier. Det sker ved at engagere patienter og klinikere i monitorering af behandlingseffekter over længere tid baseret på patienters egen feedback, digitale biomarkører fra smartphones og wearables samt registerdata.
Hidtil er medicinske behandlinger primært blevet testet i langvarige, randomiserede kliniske forsøg for at fastlægge behandlingseffekt og bivirkninger. Der er kun i begrænset omfang målt på langtidseffekter, når behandling foregår i klinisk praksis.
I innovationsprojektet PhaseV skal patienter og sundhedsprofessionelle selv levere data, der kan være med til at belyse, om deres behandling virker. Indrapporteringerne skal ske via en digital platform og en række apps, som skal testes. Projektet kan sætte nye standarder for, hvordan effekten af behandling kan dokumenteres, så patienter tilbydes den rigtige behandling.