Søvnproblemer er hyppigt forekommende og ses isoleret såvel som følgetilstand til anden sygdom [1, 2]. Behandlingen består altid af råd om god søvnhygiejne og ikke-farmakologiske tiltag. Ved utilstrækkelig effekt og hvis søvnproblemerne er udtalte med påvirket dagfunktion, kan behandling med sovemedicin såsom melatonin overvejes. Brug af melatonin er aldrig førstevalget, og man skal generelt være tilbageholdende med brug af lægemidler til søvnproblemer hos børn og unge [3,8]. Indenfor det seneste årti er der sket en markant stigning i forbruget af melatonin, hvoraf en betydelig del udskrives i almen praksis og en del også startes op i almen praksis (figur 1) [4].
Formålet med denne artikel er at give et overblik over hvordan søvnproblemer hos børn og unge bedst håndteres i almen praksis. Der fokuseres på samarbejdet mellem almen praksis og børne – og ungdomspsykiatrien og pædiatrien i forbindelse med udredning, behandling og opfølgning.