Vanddrivende lægemidler, diuretika, virker i nyrerne ved at tilbageholde natrium i nefronlumen (natriuretika), hvorefter natrium og vand udskilles. Diuretika inddeles i loop-diuretika, tiazider og tiazidlignende lægemidler samt kaliumbesparende diuretika. Loop-diuretika hæmmer Na-K-2Cl-reabsorptionen i det ascenderende ben i Henles slynge i nefronet, tiazider hæmmer en Na-Cl-cotransporter i distale tubuli, mens de kaliumbesparende diuretika virker som aldosteronreceptorantagonister, fx spironolakton, eller som blokkere af natriumkanaler i epitelet (ENac) i samlerørene. Loop-diuretika anvendes ved lungeødem, kronisk hjerteinsufficiens, levercirrose, nefrotisk syndrom og nyreinsufficiens. Tiazider og amilorid anvendes især ved arteriel hypertension og aldosteronreceptorantagonister ved hjerteinsufficiens, levercirrose og primær hyperaldosteronisme. Den vigtigste bivirkning ved loop-diuretika og tiazider er hypokaliæmi, som kan behandles med samtidig kaliumtilskud eller ved kombination med kaliumbesparende diuretika.