Hvad er et livsvæsen? Det er et levende væsen, der som sådan også repræsenterer og eksemplificerer livets eget væsen. Og livets væsen er noget, mennesker til alle tider har reflekteret over, ikke kun ud fra sig selv, men også i form af gudeforestillinger og i omgangen med dyr.
Fokus i bogen Livsvæsen er spørgsmålet om, hvordan vi forstår dyret i lyset af os selv og os selv i lyset af dyret.Religion, filosofi og litteratur giver os forskellige svar, og alligevel synes disse betydningsfelter alle at have noget til fælles. Dyret repræsenterer på den ene side noget fortroligt og kendt og på den anden side også noget utilgængeligt og fremmedartet. Det kalder jeg for dyrets immanente transcendens.