Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Inger Hunnerup Dalsgaard

Litteraturkritik, fankultur og affekt: Trump og Pynchons konspirationslæsere

Research output: Contribution to journal/Conference contribution in journal/Contribution to newspaperJournal articleResearchpeer-review


”Just remember, what you’re seeing and what you’re reading is not what’s happening”
Donald J. Trump, Veterans of Foreign Wars National Convention in Kansas City, Missouri. 24 July 2018
” If there is something comforting—religious, if you want—about paranoia, there is still also anti-paranoia, where nothing is connected to anything, a condition not many of us can bear for long.”
Thomas Pynchon, Gravity’s Rainbow, 1973.

Donald Trumps forkærlighed for nogle af konspirationens retoriske greb - når han i kryptiske, vage eller ”sladrende” vendinger stipulerer viden om dette og hint – undergraver de usikre ”læseres” tiltro til én, verificerbar sandhed. Én reaktion har været at forstærke informationssøgning og meningsdannelse indenfor snævre epistemiske ”bobler” som styrker ofte ekstreme fortolkninger af selektiv viden til et næsten kultisk niveau. Trumps held med at fremelske denne effekt forekommer derfor ikke blot at være en politisk men også en epistemologisk krise. Jeg vil ikke desto mindre argumentere for at USA's 45. præsident ikke er ophav til, end ikke katalysatoren for, en stærkt forhøjet konspirationskultur i USA i de seneste år. Han er blot velplaceret og usædvanlig dygtig til at praktisere og til en vis grad forny en genre som landet har været prædisponeret for siden puritanere grundlagde kolonier i New England og som moderne medier, internetbaseret kommunikation og sociale medier har accelereret og udbredt eksponentielt i det 21. århundrede.
Argumentet for konspirationskulturens rod i puritanismen har at gøre med deres fokus på individuel nærlæsning og fortolkning både af Skriften og af Tegn. Både bibelsk tekst og hændelser observeret i naturen kunne fungere som symbolsk kommunikation mellem en øvre autoritet og den enkelte troende i en udsat, belejret ny verden hvor man søgte at finde en dybere mening. Menneskets iboende drift mod mønstergenkendelse blev i Amerika bundet til både en stærk individualistisk tradition og et ambivalent forhold til (verdslige) autoriteter, hvilket i nogen grad forklarer hvorfor Trumps antagonisme mod eliten, ”the swamp” ”the deep state” og de falske profeter i pressen er så velmodtaget. Hans antydning af privilegeret adgang til en alternativ sandhed er så troværdig i en konspirationstankegang at radikaliserede grupper som ”QAnon” decideret modlæser Trump i en sådan grad at dét at han selv spreder ”fake news” og signalforvirring i virkeligheden fortolkes som udtryk for hans ophøjede kontrol og altomfattende plan for USA. Paranoia er, ironisk nok, mere beroligende end det modsatte.
Ifølge litterære kritikere har litteraturen selv forholdt sig til og trænet postmoderne læsere til at genkende både paranoia og antiparanoia (en tilstand hvor intet er forbundet, som ingen kan udholde i længden) i måden at forholde sig til både teksten og verden. Dette har tilsyneladende været et tilbagevendende projekt for en forfatter som Thomas Pynchon, hvis encyclopædiske romaner inviterer til konspiratorisk nærlæsning af tekstbåret evidens om fiktionens rette sammenhæng og mening men også til refleksion over denne aktivitets grundlag. Brian McHale har ligeledes beskrevet Pynchon’s genrepasticher (”genre poaching” eller appropriering af lavkulturel genrelitteratur til et højere formål) som medieret historiografi. Mit argument er man i konspirationsteorier ser en tilsvarende appropriering af metode, men med omvendt værdi. I nyere tid har konspirationer været popkulturelle aktiviteter, som i forsøget på at afdække omverdenens rette sammenhæng har plagieret legitime læsnings- og fortolkningsmetoder. Bibelsk exegese gav først modellen for udlægning af encyclopædisk materiale, mens historiografisk metode senere gav et skin af videnskabelighed over kognitivt forudindtaget indsamling og udlægning af beviser for hypoteser. Konspirationsteori er en underkultur, et læsefællesskab, en epistemisk boble som legitimeres ved at maskere sine aktiviteter som anerkendte litterære og videnskabelige metoder.
Det der gør Trumps evne til at fremelske konspirationstankegang blandt prædisponerede amerikanske tilhørere specielt interessant i denne kontekst er to ting: På den ene side burde konspirationsteoriens antiautoritære logik arbejde imod ideen om en elitær magthaverfigur som den der kan afsløre konspirationer (som ellers udgår fra højere magter). På den anden side forekommer hans vage hentydninger om mulige rænker samt indlysende kontrafaktuelle påstande langt fra detaljerede og overbevisende nok til at generere konspirationsteorier i den grad tilfældet er. Trump har ikke skabt mistroen til autoriseret viden, men skaber nye legitimiseringsstrategier for konspirationslogik som i en allerede destabiliseret informationskultur, hvor Internettet, som forskningsarkiv og kommunikationsværkstøj, i samspil med sociale og traditionelle medier har demokratiseret en tidligere suspekt, subkulturel aktivitet.

Original languageEnglish
JournalK&K: kultur og klasse
Volume47
Issue128
Pages (from-to)83- 103
Number of pages21
ISSN0905-6998
DOIs
Publication statusPublished - 31 Dec 2019

Bibliographical note

K & K, 128 ”Fiktionalitet, faktualitet og fake news” red. Henrik Skov Nielsen og Karen Hvidtfeldt

    Research areas

  • conspiracy theory, Thomas Pynchon, Donald Trump

See relations at Aarhus University Citationformats

ID: 141606446