Denne artikel undersøger, hvordan begravelsesritualet i Danmark genforhandles, eller genskabes, som en direkte reaktion på COVID-19 og regeringens retningslinjer, og hvordan denne genskabelse betinger den øvrige sorgproces og udfordrer vores indre moralske kompas. Det hele føles som et stort eksperiment, der ikke bare udfordrer vores helbred, men også vores sensitivitet og moralske forsvarsværker (Cheryl Mattingly). Artiklen tager empirisk afsæt i et autoetnografisk feltarbejde over to måneder, hvor jeg befandt mig i huskarantæne med mine forældre og voksne søskende. Vi var samlet som følge af, at min mor var kræftsygdom og befandt sig i det sidste stadie af sit sygdomsforløb. De etnografiske erfaringer fremdrages i et online interview og udfoldes derefter analytisk i en dialog mellem mig selv og Hanne Bess Boelsbjerg (Postdoc ved Institut for Klinisk Medicin - Interacting Minds Centre (IMC)), som også er medforfatter på artiklen.