Siden midten af det 19. århundrede og frem til i dag har den vestlige storby, som ramme om det moderne liv, givet anledning til et væld af analyser og kritiske refleksioner. Analyserne har, ligesom byen, forandret sig fra dengang til nu, og på kurset dykker vi ned i de varierende blikke på byen. Vi veksler mellem at gå kronologisk og tematisk til værks, når vi undersøger den moderne bys idéhistorie. Vores primære analyseobjekt er således ikke byen i sig selv, men periodens varierende perspektiver på byen; storbyen som stedet, hvor vi forsvinder i myldret, synker hen i ensomhed, arrogance eller ligegyldighed. Storbyen som stedet, hvor statsmagten hører hjemme eller hvor finansverdenen spiller med musklerne; stedet, hvor massen siger fra, går på barrikaderne og “occupy’er” Wall Street. Løbende inddrages eksempler fra kunsthistorien, der spejler de optikker på storbyen, som vi finder i teorierne, samtidigt med at vi aldrig slipper de byer, vi læser om, af syne; arkaderne og gaderne, boulevarderne og bygningerne, pladserne og planlægningen.