Indtil forleden var 60 det nye 40. Og 80 det nye 60. Sagde vi. For igennem årtier havde vi set, hvor store individuelle forskelle der er på, hvor sent i livet fysiske og mentale skavanker sætter ind. At man med lidt held og den rette tilgang kan holde sig sund, rask og socialt aktiv langt op i alderen.
Og så giver det selvsagt ikke den store mening alene ud fra et tal at afgøre, om nogen er gamle, har brug for hjælp, skal passes på og måske også begrænses i deres udfoldelse.
Så kom coronavirus’en til Danmark. Og fra start erklæret særligt farlig for de udsatte og de gamle. Fra 60 års alderen stiger risikoen, fik vi at vide. Og fra 80 år skal man virkelig passe på.
Så nu er 60 pludselig igen det gode gamle 60. Og 80 den samme udsatte alder, som vores bedsteforældre besværet listede sig igennem, mens de passede på sig selv, lod andre passe på sig og måske følte sig som en byrde.
Det går tusindvis af friske ældre i disse dage og døjer med, siger lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, ph.d. Tine Fristrup, som også mener, at vi risikerer, at det vil skrue vores syn på de ældre flere årtier tilbage.
»Det fjerner næsten over night hele det fundament, som den aktive aldring er bygget op på«, siger lektoren, der i adskillige år har arbejdet med forskellige aldersgruppers adfærd og selvforståelse.
»Individualiseringen af alderdommen er med ét pist væk. Lige pludselig bliver det igen tallet, der er afgørende, og man geninstallerer et medicinsk syn på alder«.
Skruer tiden tilbage
Hvilket ikke bare er uheldigt, mener hun. Men også forkert.
»Fra 80 år bliver man mere skrøbelig, siger Sundhedsstyrelsen. Men det kan man ikke sige om alle 80-årige. For det er individuelt, hvordan dine livsvilkår har været, og hvordan du klarer dig igennem livet«, siger Tine Fristrup, der peger på, at man heller ikke med sikkerhed kan vide, om dødsfald blandt ældre i disse dage nu også skyldes corona.
»Jeg forstår godt, at regeringen har brug for at kunne demonstrere styring og derfor laver nogle klart definerede risikogrupper. Men det bliver præsenteret sådan, at vi skal passe på vores ældre, fordi de på grund af deres alder er skrøbelige. Samt at 80 år er en helt central grænse. Og så spoler man altså tilbage til dengang, man så alderen som det afgørende, og eliminerer den udvikling, vi har set med, at det netop ikke er alle ældre, som er i risikogruppen«.
Man kunne vel godt sige: Ja, ja, fru Jensen. Det kan godt være, at du går i teatret fire gange om ugen, men du er altså 78 år, og coronavirus kan ikke mærke, at du går i teatret...
»Ja, så sætter du lighedstegn mellem alder og sygdom. Når vi træder ind på et hospital, ser vi, at mange af de syge er ældre, og så slutter vi, at alle ældre er syge. Men de fleste ældre er faktisk raske. Så det handler ikke om, hvor gammel du er. Det handler om, hvor sund og rask du føler dig«.
»Hvis nu Mette Frederiksen havde sagt: Det er ikke alle ældre, der er udsatte her, men dem som i forvejen har nogle sygdomme, som gør dem særligt udsatte, hvis de går hen og bliver smittet med coronavirus, så havde det været en helt anden historie«.
Når rulleski er det farligste
I mere end et halvt århundrede har vi gradvist ændret opfattelse af alderdommen - fra at se den som en tilbagetrækningstid med tab af funktioner og fysik og til at betragte den som en livsfase, hvor man med forebyggelse, behandling og sund livsførelse kan leve et aktivt liv og udsætte de sidste års funktionstab.
Derfor er det blevet mere og mere flydende, hvad det vil sige at være gammel, forklarer Tine Fristrup. Og langt mere individuelt.
»Og det er blevet helt afgørende at skelne mellem aldring og alderdom. Selv at nå en høj alder behøver faktisk ikke at være nogen alders-dom. Så alderdommen er på en måde blevet en tilstand, man hele tiden forsøger at udsætte eller faktisk helt fjerne på sigt«.
Før den egentlige alderdom har en ny livsfase kilet sig ind. Kaldet den tredje alder, som vi først har set hos den store generation af efterkrigsbørn, der har levet sundere, rigere og længere liv end deres forældre.
»Det er en total livsudfoldelsesalder. For du er sat fri af familielivet med ansvar for børn. Du er sat fri af arbejdslivet eller kan skrue ned for det«.
Børnene er flyttet hjemmefra - og det er samfundet sådan set også - du skal ikke bære det længere?
»Præcis. Du har en langt større frihed, end når du er sovset ind i arbejdsliv og ansvar for børn. Og så åbner der sig en fritidsalder, hvor du egentlig kan bestemme selv og er sund og rask nok til at foretage dig alt muligt lystbetonet. Du er frisat fra andre og skal forholde dig til, hvordan du selv vil leve resten af dit liv«.
»Det eneste, du skal bære, er sådan set din sundhed. Og der hvor skaderne sker - lidt karikeret - er, når du falder over golfkøllen eller på rulleskiene«.
Mellemrubrik
Men intet er som bekendt så godt, at det ikke er skidt for noget. Hvis man ser ordentligt efter. Det mærker mange ældre medborgere i disse dage, mener Tine Fristrup. Fordi de er afskåret fra at vise sig selv og os andre, hvor ungdommeligt aktive de i virkeligheden er. Og det går mange af de aktive ældre stærkt op i, siger Tine Fristrup.
»De har et stort behov for at vise, at de er ressourcestærke. Og for at lægge afstand til dem i alderdomskategorien, som har funktionsnedsættelser«.
Er der ligefrem prestige i at holde sig godt?
»Ja. Og det er forbundet med skam ikke at kunne vedligeholde sin sundhed. At blive ramt af en blodprop eller andet, som man selv kan have et medansvar for«, siger Tine Fristrup, som i observationsstudier af ældre selv er blevet overrasket over aktivitetsniveauet.
»Jeg blev fuldstændig stakåndet, når jeg hørte, hvor meget de skulle nå i løbet af en dag. Det var morgensvømmere, jeg fulgte igennem lang tid, og de startede med at svømme klokken halv syv om morgenen. Så skulle de hen og spille badnminton. Og videre ud med løbeklubben«.
Hvad går det ud på?
»At vise at man er aktiv, at man holder sig sund og tager ansvar, så man ikke ligger samfundsøkonomien til last«.
For det er meget vigtigt i den neoliberale tankegang, som mange af os i følge Tine Fristrup praktiserer, uden nødvendigvis at være klar over det.
»Fordi vi fornemmer, at svaghed kan koste os vores frihed«.
Det siges, at antiloper på savannen, når de bliver overrasket af en løve, giver sig til at hoppe højt på stedet for at signalere til løven, at »mig skal du ikke løbe efter, for jeg har masser af kræfter«...
»Det passer fuldstændig på det her. Jo mere du kan demonstrere, at du er rask og rørig og fit for fight, jo mindre ryger du over i en risikogruppe. Og hvis du bliver en del af risikogruppen som nu de ældre i forhold til coronavirus’en, bliver dine friheder og bevægelsesmuligheder indskrænket. Du bliver simpelt hen overvåget«.