Where the Present Begins to Appear as Past: Mediating Contemporaneity in a Museum of the Future

Bidragets oversatte titel: Hvor nuet begynder at fremstå som fortid: Mediering af samtidighed i et museum for fremtiden

Anders Thrue Djurslev

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandling

Abstract

I dette praksisbaserede ph.d.-projekt undersøger jeg, hvordan samtidsbegrebet kan få kritisk betydning for de æstetiske praksisser, der tager det i anvendelse, specifikt kuratering af samtidskunst og dramaturgi i samtidsteatret. Undersøgelsen foretages gennem realiseringen af den tværæstetiske kunstudstilling og teaterforestilling Museum for fremtiden (2022), som jeg initierede og medvirkede i som kurator og dramaturg som en del af mit forskningsprojekt.

Museum for fremtiden var et tværæstetisk samarbejde mellem det københavnske samtidsteater Sort/Hvid og den aarhusianske samtidskunstinstitution Kunsthal Aarhus samt udvalgte billed- og scenekunstnere, der havde til formål at udforske et format mellem kunstudstilling og teaterforestilling. Gennem realiseringen af Museum for fremtiden rammesætter min afhandlingen udstilling og forestilling som modsatrettede temporaliseringsformer, der afføder forskellige erfaringer af tid, navnlig repræsentation og aktualisering (enaction). Fra min medierende rolle som dramaturg og kurator argumenterer jeg for, at udviklingen af Museum for fremtiden peger mod en grundlæggende dobbelthed i både udstillingen af kunst og iscenesættelse af teater mellem repræsentation og aktualisering (enaction). I stedet for at forkaste repræsentation i æstetisk praksis, foreslår jeg gennem en refleksion over min praksis en dialektisk og paradoksal samtidighed af modsatrettede tidsligheder gennem en diskussion med bl.a. dramaturgi, kuratoriske studier, æstetikteori, litteraturstudier, kritisk museologi og historiefilosofi i relation til mit arbejde med Museum for fremtiden.

Metodisk bygger ph.d.-projektet på nylige tilnærmelser mellem dramaturgi og kuratering samt forestillingen om praksisbasereret forskning gennem kuratorisk praksis. Betragtningen af kuratering som forskningsfelt har sin oprindelse i museumsinstitutionen og er i de seneste år migreret til kunsthaller og kurateringen af samtidskunst. Her rammesættes kuratering i en udvidet forstand under metabetegnelsen “det kuratoriske,” som positionerer udstillingspraksis som udgangspunkt for undersøgelser af forskningsspørgsmål og afprøvningen af “propositioner.” Denne egenskab er jeg interesseret i at overføre til og diskutere i ramme af samtidsteatret og dramaturgisk praksis, hvilket udgør en af forskningsprojektets delundersøgelser. Teatret er nemlig ikke på samme måde som billedkunstinstitutionen anerkendt som værtsinstitution for praksisbaseret forskning. I den forbindelse paralleliserer jeg kuratering og forestillingen om dramaturgi som en “tænkning gennem praksis” under de betingelser, som teaterinstitutionen fremsætter.

Forskningsprojektets tænkning gennem praksis er imidlertid rettet mod samtidsbegrebet som sådan og forsøger derfor at indkredse, hvordan forestillingen om samtidighed kan medieres gennem en sammensætning af dramaturgisk og kuratorisk praksis. I den forbindelse er jeg på et spekulativt niveau optaget af at undersøge betingelserne for en æstetik, der momentært kan få nutiden til at fremstå som fortid under samtidige vilkår. En sådan æstetik forbinder jeg i afhandlingen med Sort/Hvid under Christian Lollikes kunstneriske ledelse i min afsøgning af en poetik, der historiserer nuet.

Forskningsprojektet giver således anledning til en refleksion om forholdet mellem udviklingen af Museum for fremtiden og forestillingen om samtidighed som en betegnelse for vores historiske samtid fra min implicerede position som udstillingens/forestillingens dramaturg og kurator. Denne refleksion udfolder jeg i afhandlingens fem dele samt appendiks: (1) en introduktion, der situerer forskningsprojektets tværinstitutionelle, intermedielle, interdisciplinære og konceptuelle rammesætning; (2) en teoretisk og metodisk refleksion, der gennemgår forskellige kritiske konceptualiseringer af samtidsbegrebet; (3) en tidsskriftartikel, der undersøger kuratorisk forskning i teaterinstitutionen; (4) en dramaturgisk-kuratorisk analyse af skabelsesprocessen bag og de to iterationer af Museum for fremtiden; og (5) en tidsskriftartikel, der spekulerer over en metode for “museum-ing,” baseret på dramatisering. Endeligt dokumenterer afhandlingen forskningsprojektet praksiskomponent Museum for fremtiden i et appendiks, der tæller links til video- og lydoptagelse af udstillingen/forestillingen, fotografier fra forestillingens to versioneringer på Sort/Hvid og i Kunsthal Aarhus, handouts om de deltagende billedkunstneriske praksisser uddelt i Kunsthal Aarhus samt udstillingens/ forestillingens katalog, udgivet på forlaget Antipyrine. Appendikset tæller desuden en engelsk oversættelse af mit forord til et udvalg af Christian Lollikes dramatik, Underværket (2022).
Bidragets oversatte titelHvor nuet begynder at fremstå som fortid: Mediering af samtidighed i et museum for fremtiden
OriginalsprogEngelsk
UdgivelsesstedAarhus
ForlagAarhus University
Antal sider347
StatusUdgivet - 10 maj 2024

Emneord

  • Contemporary art
  • Contemporary theatre
  • Dramaturgy
  • curating
  • the curatorial
  • historicizing the present
  • Christian Lollike
  • Museum
  • Future
  • Museum of the Future
  • practice-based research
  • Artistic practice
  • Contemporary Conditions

Citationsformater