Von der pöbelhaften Eigenwärme zum Pulsschlag des Lebens - der literarische Vitalismus im deutschsprachigen Raum 1918-1933

TY - GEN

T1 - Von der pöbelhaften Eigenwärme zum Pulsschlag des Lebens - der literarische Vitalismus im deutschsprachigen Raum 1918-1933

AU - Nielsen, Louise Ebbesen

PY - 2010

Y1 - 2010

N2 - I "Fra pøbelens lunkne selvgodhed til livets pulsslag – den litterære vitalisme i det tysksprogede rum 1918-1933" behandler jeg vitalismen i udvalgte værker i den tyske litteratur (Bertolt Brecht, Ernst Jünger, Gottfried Benn, Gerhart Hauptmann og Carl Zuckmayer). Vitalismen er særdeles udbredt i det tysksprogede rum fra omkring århundredeskiftet, således ikke blot i litteraturen, men f.eks. også i malerkunsten og reformbevægelserne, og kan defineres som troen på en livskraft i mennesket og den omkringliggende natur, til hvilken der kan opnås adgang. I afhandlingen føjes yderligere et led til denne definition, som gælder for det, jeg kalder den litterære vitalisme, nemlig dikotomien liv-form. Afhandlingens hovedtese er, at vitalismen går på tværs af politiske fløje, og at det afgørende er, om et givent objekt ses som liv eller som form, som dynamik eller som stivnethed. Således gør afhandlingen op med en traditionel klassificering af vitalismen som et højrefløjsfænomen. I afhandlingen læser jeg værker af ovenstående forfattere mhp. at opstille karakteristika for den litterære vitalisme i det tysksprogede rum. Som titlen siger, reagerer den litterære vitalisme på den pøbelagtige lunkenhed, massens selvtilfredse indretning af verden og borgeren, der par excellence repræsenterer middelmådigheden. Den vitalistiske protagonist søger livet selv, der opleves som et pulsslag i det momentane møde med livskraften.

AB - I "Fra pøbelens lunkne selvgodhed til livets pulsslag – den litterære vitalisme i det tysksprogede rum 1918-1933" behandler jeg vitalismen i udvalgte værker i den tyske litteratur (Bertolt Brecht, Ernst Jünger, Gottfried Benn, Gerhart Hauptmann og Carl Zuckmayer). Vitalismen er særdeles udbredt i det tysksprogede rum fra omkring århundredeskiftet, således ikke blot i litteraturen, men f.eks. også i malerkunsten og reformbevægelserne, og kan defineres som troen på en livskraft i mennesket og den omkringliggende natur, til hvilken der kan opnås adgang. I afhandlingen føjes yderligere et led til denne definition, som gælder for det, jeg kalder den litterære vitalisme, nemlig dikotomien liv-form. Afhandlingens hovedtese er, at vitalismen går på tværs af politiske fløje, og at det afgørende er, om et givent objekt ses som liv eller som form, som dynamik eller som stivnethed. Således gør afhandlingen op med en traditionel klassificering af vitalismen som et højrefløjsfænomen. I afhandlingen læser jeg værker af ovenstående forfattere mhp. at opstille karakteristika for den litterære vitalisme i det tysksprogede rum. Som titlen siger, reagerer den litterære vitalisme på den pøbelagtige lunkenhed, massens selvtilfredse indretning af verden og borgeren, der par excellence repræsenterer middelmådigheden. Den vitalistiske protagonist søger livet selv, der opleves som et pulsslag i det momentane møde med livskraften.

M3 - Ph.d.-afhandling

ER -