Videnskabshistorie har måske aldrig været mere populært end nu, hvilket bevidnes af de mange bøger, der fulgte i kølvandet på Dava Sobels bog Longitude (1995). I disse år bliver de mest populære videnskabshistoriebøger dog forfattet af professionelle journalister og forfattere, ikke universitetsansatte videnskabshistorikere. Det har fået mange professionelle videnskabshistorikere til at bekymre sig om, hvordan deres fag bliver formidlet til en bredere offentlighed. Nogle mener, at videnskabshistorikere burde interessere sig meget mere for at formidle deres eget arbejde til forskellige målgrupper. Andre synes at være tilfredse med kun at opholde sig i videnskabshistoriens hyperprofessionelle, men for den almindelige borger uforståelige og uinteressante, elfenbenstårn. I denne artikel vil vi dels redegøre for nogle af de internationale diskussioner om videnskabshistoriens popularisering, dels berette om egne overvejelser i forbindelse med det kombinerede forsknings- og formidlingsprojekt Dansk Naturvidenskabs Historie, hvis hovedprodukt udkom som et firebindsværk på Aarhus Universitetsforlag i 2005-06.
