Institut for Statskundskab

Tidssans som dannelsesform

Publikation: Bidrag til bog/antologi/rapport/proceedingBidrag til bog/antologiForskning

  • Institut for Statskundskab
Ud fra Niklas Luhmanns systemteori kan man dannelse for det første forstås som et begreb, hvis iagttagelsesform skal reducere saglig/faglig kompleksitet f.eks i form af almen viden. Dannelse kan for det andet forstås som en iagttagelsesform der skal reducere social kompleksitet, f.eks. i form af høflighed, rolleforståelse etc. For det tredje kan dannelsens iagttagelsesform reducere tidslig kompleksitet, som når vi tale om tidssans, situationssans. Artiklen undersøger tidssans som et andet forhold en stedssans. Luhmanns teoriudvikling har som ingen anden samfundsteori og de færreste filosofiske teorier formået at indarbejde tidslige fænomener som tempoforhøjelse, synkronisering, nutidighed, historisk tidshorisont, m.v. Artiklen trækker specielt den pædagogiske problemstilling frem og stiller spørgsmålet om, hvad det er for en tidsforståelse, der præger de pædagogiske vilkår. Tidsteoretisk trækkes bl.a. Augustin med ind. Organisatoriske fænomener som beslutningsforløb, tempoforhøjelse undersøges. Ligeledes undersøges individuelle fænomener som tidsbinding og tidshorisonter i form af nærvær, livsbiografi, vilje, lyst, pligt, ære, tilregnelighed, karriere.
OriginalsprogDansk
TitelLuhmann og dannelse
RedaktørerMichael Paulsen, Lars Qvortrup
Antal sider24
UdgivelsesstedKøbenhavn
ForlagUnge Pædagoger
Udgivelsesår2007
Sider319 - 342
ISBN (trykt)978-87-90220-18-1
StatusUdgivet - 2007

    Forskningsområder

  • Luhmann, tid, pædagogik, dannelse, uddannelse

Se relationer på Aarhus Universitet Citationsformater

ID: 9995778