Blandt de stadigt flere ældre med ikke-vestligbaggrund fravælger mange den almene hjemmepleje og muligheden for plejehjem. I stedet bliver de passet af familiemedlemmer i eget hjem. Flere ældre benytter imidlertid §94 i Serviceloven og får ansat en ’selvudpeget hjælper’, typisk en ægtefælle, datter eller svigerdatter. Der er dog flere årsager til, at dette ikke er en uproblematisk løsning. Baseret på etnografisk feltarbejde i indvandrer- og flygtningefamilier, der anvender ’selvudpeget hjælper-ordningen’ samt blandt visitatorer i danske kommuner, diskuterer vi i denne artikel nogle af ordningens udfordringer, muligheder og potentialer – både for de ældre plejekrævende borgere, deres selvudpegede hjælpere og for deres arbejdsgivere i kommunerne.