Resumé
Denne afhandling samler tre års forskning centreret omkring følgende spørgsmål: hvordan kan vi begrebsliggøre kreativ selvbinding som en ressource i kunst- og designprocesser? Konkret søger afhandlingen at opnå indsigt i den gådefulde observation, at særdeles dygtige kreative praktikere til tider frit og bevidst pålægger sig selv stramme regler, sære principper og andre former for kreative forhindringer som et middel til at skabe fremdrift i processen og opnå et udpræget originalt slutresultat. For at kunne undersøge dette emne er afhandlingen struktureret som fire artikler (Del II) indrammet af en længere sammenfatning (Del I), som væver artiklernes argumenter og bidrag sammen og positionerer projektet. Snarere end at prøve at give et endeligt svar på forskningsspørgsmålet er afhandlingen opbygget som en eksplorativ undersøgelse, som tilstræber at afbalancere analytisk dybde og emnemæssig bredde. Ud fra en forståelse af, at begrænsninger (eng.: constraints) både muliggør og hæmmer kreativ handlen, er afhandlingens hovedpåstand, at kreativ selvbinding med fordel kan begrebsliggøres som konkret udøvelse af selvpålagte kreativitetsbegrænsninger (eng.: self-imposed creativity constraints). Det betyder, at afhandlingen markerer en analytisk bevægelse fra uklart fænomen til tydeligt begreb.

I kraft af sin eksplorative forskningstilgang trækker afhandlingen på en række kilder, herunder filosofi, æstetik og design. I anerkendelse af sin gæld til disse discipliner positioneres afhandlingen som humanistisk tværfaglig kreativitetsforskning. Motiveret af, at hovedparten af bidrag til kreativitetsforskning stammer fra psykologi, viser afhandlingen, hvordan humaniora – i kraft af sin fremtrædende kritisk-analytiske refleksion og høje begrebsbevidsthed – kan bidrage med nye typer studier til kreativitetsforskningen, som trods sin opblomstring som felt bliver stadig mere fragmenteret og får stadig større brug for nye ’store’ samlende spørgsmål. Derfor betegnelsen for afhandlingens forskningstilgang. De fire medtagne artikler tjener et dobbelt formål. De fungerer som selvstændige bidrag og giver delvise svar på det overordnede forskningsspørgsmål. Begrebet begrænsninger forstået som indskrænkninger af menneskelig handlen er her afgørende. Baseret på et omfattende, kritisk litteraturstudie af de aktuelle spredte bidrag inden for forskning i begrænsninger foreslår afhandlingen kreativitetsbegrænsninger (eng.: creativity constraints) som et domæneuafhængigt samlebegreb. Dette gør det muligt for afhandlingen at levere resultater fra samarbejder med en række kolleger. Analyser af kreativ selvbinding i datasæt fra lyrik, filmproduktion og ingeniørarbejde sikrer afhandlingens bredde, mens et studie i interaktionsdesign med tre case-eksempler garanterer afhandlingens analytiske dybde.

Afhandlingens hovedbidrag er således følgende påstand:

Det flygtige fænomen kreativ selvbinding kan med fordel begrebsliggøres
som den konkrete udøvelse af selvpålagte kreativitetsbegrænsninger.

Dette hovedbidrag dækker over tre supplerende bidrag:

(1) En omfattende, kritisk sammenfatning af og bibliografi over de aktuelle spredte studier i begrænsninger i kreativitet, hvilket dækker over psykologi, ingeniør- videnskab, filosofi, design og æstetik.

(2) Definitioner, begreber og modeller af selvpålagte kreativitetsbegrænsninger til analytisk anvendelse inden for og på tværs af kreative domæner, herunder 6i- modellen (eng.: the 6i model) til påvisning af selvpålagte kreativitetsbegrænsninger i meget forskellige domæner, begrebet afgørende begrænsninger (eng.: decisive constraints) som bygger på to definitoriske betingelser, samt øvrige begreber baseret på identificerede mønstre inden for innovativ, mesterlig håndtering af kreativitetsbegrænsninger i almindelighed og selvpålagte kreativitetsbegrænsninger i særdeleshed.

(3) Fremme af teori og vidensudveksling inden for kreativitetsforskning med afsæt i afhandlingens humanistiske tværfaglige forskningstilgang. Hovedbidraget selvpålagte kreativitetsbegrænsninger udtrykker et fælles begrebsligt udgangspunkt for at gennemføre studier på tværs af meget forskelligartede kreative domæner. Desuden eksemplificerer begrebet den stringens, værdi og relevans, der opnås ved at anlægge en humanistisk tilgang til kreativitetsforskningen i en tværfaglig optik. At tilføre kreativitetsforskningen denne forskningstilgang indebærer (mindst) tre fordele:
den (a) kritisk-analytiske refleksion og høje begrebsbevidsthed, som udmærker humanioras generelle undersøgelsesform (eng.: general mode of inquiry),
(b) ekspertise i at formulere nye 'store' eksplorative og forenende spørgsmål, som er svindende i kreativitetsforskningen,
og (c) større alsidighed i brugen af empirisk datamateriale, idet humanioras analytiske, spekulative og fortolkende metoder gør det muligt i højere grad at inddrage artefaktet (kunstværket) som en ressource i analyserne. Samlet set giver denne forskningstilgang mulighed for nye typer undersøgelser, der kan tjene som kritiske korrelationer til både omfattende abstrakt teoretisering og smalle, mono-disciplinære undersøgelser begrænset til kun et enkelt domæne, hvor sidstnævnte karakteriserer meget af psykologiens banebrydende arbejde inden for kreativitetsforskningen.

Ud over hovedbidraget, begrebet selvpålagte kreativitetsbegrænsninger, markerer det andet (2) og tredje (3) supplerende bidrag afhandlingens vigtigste bidrag til viden.