Abstract
Formålet med dette studie er at undersøge indskolingselevers relationer, når de skriver på tablets med/i en skriveapp. Jeg har anlagt et eksplorativt og sociomaterielt perspektiv på skrivepraksisser i 1. klasse med bogskrivningsappen Skriv og læs for at undersøge de komplekse relationer, der er på spil her. Jeg relaterer de affektive bevægelser, jeg ser i relationerne, til spørgsmålet om individualisering og/eller kooperation i undervisningen. Når jeg undersøger dette spørgsmål, er det med baggrund i didaktisk forskning i digitalisering, der peger på, at undervisningen generelt set bliver mere individualiseret, når der inddrages digitale læremidler. Heroverfor står afhandlingens teoretiske afsæt i teori om tidlig literacy, der peger på kooperation som centralt, fordi børn lærer at læse og skrive i sociale interaktioner med deres nære relationer.
Undersøgelsens ønske er at udvikle viden, der kan bidrage til at støtte elevers deltagelse i skrivepraksisser i danskundervisningen fra skolestarten, uanset hvilke erfaringer med skriftsproget, de har fået mulighed for at gøre sig før dette tidspunkt. I forlængelse af dette er det undersøgelsens ønske at udvikle viden om den stadig voksende sammenfiltring af mennesker og digital kommunikationsteknologi, og hvad den betyder for børn og deres relationer i skolen med fokus på skrivning som central kulturel praksis.
Med undersøgelsens formål peges der på et underbelyst felt i dansk forskning. Der er meget lidt viden om læse- og skriveundervisningens praksisser, og ingen har specifikt undersøgt elevers skrivning på tablets. I stedet er jeg i dialog med international forskning på dette område. Imidlertid er der her diskrepanser, når resultaterne sammenlignes med anden didaktisk forskning med fokus på digitale læremidler i undervisningen. Dette understreger, at man ikke kan finde kausale sammenhænge mellem teknologi og socialitet, men at der er brug for mere specifik viden.
I undersøgelsen definerer jeg literacy med Barton og Hamilton, og med dem betoner jeg skrivning som en social praksis. Skrivning er med dette perspektiv ikke først og fremmest en individuel kognitiv aktivitet, men noget der gøres sammen med andre. Caroline Libergs socialinteraktionistiske perspektiv inddrages her til at pege på de særlige forhold, der gælder i den tidlige læsning og skrivning. Med afsæt i digitale teknologiers voksende plads i skrivepraksisserne bevæger jeg mig imidlertid i retning af et sociomaterielt perspektiv på literacy, som jeg finder hos Cate Burnett og Guy Merchant. Her betragtes ting og tekster som aktører på lige fod med mennesker. Disse teorier giver en ramme for det forskningsspørgsmål, jeg stiller i undersøgelsen: Hvilke skrivepraksisser udvikles i relationerne mellem elever, lærere, tekster og digital teknologi i danskundervisningen i 1. klasse, når der skrives på tablets i en skriveapp?
Det der i første omgang sprang i øjnene var kammeraternes og billedernes store betydning i tekstskabelsen. Med afsæt i disse fund inddrages et antropologisk mimesis-begreb som perspektiv, sådan som det formuleres hos Christoph Wulf og Günter Gebauer, suppleret med Alastair Pennycooks begreb om skabende mimesis. Mimesis-begrebet har vist sig stærkt til at udfolde kammeraternes betydning og bruges i min bearbejdede udgave som et analyseredskab, der har hjulpet med at definere de forskellige centrale variationer af tekstskabelsen og dynamikkerne mellem individualiserede og fællesskabsorienterede praksisser i digitale skrivepraksisser i indskolingen.
Undersøgelsen kan betegnes som et klasserumsstudie med en sociomateriel-etnografisk tilgang til skriveundervisning og med en antropologisk tilgang til analyse og vidensproduktion. Datamaterialet er genereret i en 1. klasse og består af 32 timers videooptaget undervisning, 215 digitale elevtekster, samtaler med 19 elever, 3 lærerinterviews og feltnoter.
Et hovedfund i undersøgelsen er som nævnt kammeraternes centrale betydning. Elevernes digitale skrivepraksisser er præget af livlig samskrivning, og disse skrivepraksisser opstår på baggrund af sammenfiltrede relationer mellem elever, lærere, tekster og digital teknologi. Et andet hovedfund er, at den digitale teknologi og især appens kamera og billedbase også er aktanter i samskrivningen med stor betydning for de livlige skrivepraksisser og elevernes engagement i skrivningen. Samskrivningen er kollaborativ, men i høj grad også kollegial, og herunder har jeg defineret en bred vifte af skrivepraksisser: skrivning med sekretær, skrivning med modeltekst, legeskrivning, afskrivning, billedresearch og remix. Elever kan med disse skrivepraksisser deltage i tekstskabelse, endnu før de har knækket den alfabetiske kode. Men selvom elevernes tekster på denne måde i høj grad foregår som et resultat af samarbejde mellem både humane og non-humane aktanter, er elevernes ejerskab til teksterne bemærkelsesværdigt.
Et tredje hovedfund er, hvordan mimesis viser sig som et læringsperspektiv, der er tiltrængt efter lang tids fokus i både policy og praksis på det enkelte barns læringsmål, planer og præstationer. Inden for skriveforskningen har fokus dels været på individuelle og kognitive skriveprocesser, dels på det enkelte individs skrive(r)udvikling. Mimesis lægger i stedet vægt på, at vi overtager tanker og praksisser fra andre i læringen. Centralt i begrebet skabende mimesis står imidlertid, at imitation af andre, gentagelse og repetition, ikke resulterer i mere af det samme. Mimesis indeholder altid forandring. Gennem imitation af andre bliver subjektet til.
En pointe udledt af disse fund er, at nuanceringen af debatten om brugen af skærme i skolen er nødvendig. Forskningen kan her bidrage ved undersøgelser af den helt specifikke sammensætning af relationer i klasserummet, herunder undersøgelser af brugen af specifikke typer af apps, og hvordan de påvirker skrivningen. Læreren udpeges her som en nøgleperson med kendskab til de helt specifikke og sammenfiltrede relationer i et givent klasserum og må klædes på til at tage stilling til brugen af skærme med dømmekraft og myndighed. Det interessante bliver derfor at diskutere, hvornår det giver mening at inddrage skærme i skolen med afsæt i lærerens ambitioner for og mål med undervisningen.
Afhandlingen peger på, at børn ikke skal skrive mindre i hånden i den første skriveundervisning, men at tablets med produktive skriveapps har potentialer til at skabe en livlig, legende og lystfuld skriveundervisning. For det andet peger afhandlingen med et indkultureringsperspektiv på, at eleverne gennem samskrivning med både kammerater og teknologi kan få adgang til deltagelse i komplekse sociale skrivepraksisser. Et vigtigt hovedformål med den første skriveundervisning må være, at eleverne her kan få lov at opleve sig selv som skrivere, der gennem skriftsproget kan blive deltagere i et engageret socialt liv.
Hovedfundene diskuteres i afhandlingen, ligesom de didaktiske potentialer og problemstillinger, som de lægger op til, diskuteres i relation til begrebsudviklingen.
Undersøgelsens ønske er at udvikle viden, der kan bidrage til at støtte elevers deltagelse i skrivepraksisser i danskundervisningen fra skolestarten, uanset hvilke erfaringer med skriftsproget, de har fået mulighed for at gøre sig før dette tidspunkt. I forlængelse af dette er det undersøgelsens ønske at udvikle viden om den stadig voksende sammenfiltring af mennesker og digital kommunikationsteknologi, og hvad den betyder for børn og deres relationer i skolen med fokus på skrivning som central kulturel praksis.
Med undersøgelsens formål peges der på et underbelyst felt i dansk forskning. Der er meget lidt viden om læse- og skriveundervisningens praksisser, og ingen har specifikt undersøgt elevers skrivning på tablets. I stedet er jeg i dialog med international forskning på dette område. Imidlertid er der her diskrepanser, når resultaterne sammenlignes med anden didaktisk forskning med fokus på digitale læremidler i undervisningen. Dette understreger, at man ikke kan finde kausale sammenhænge mellem teknologi og socialitet, men at der er brug for mere specifik viden.
I undersøgelsen definerer jeg literacy med Barton og Hamilton, og med dem betoner jeg skrivning som en social praksis. Skrivning er med dette perspektiv ikke først og fremmest en individuel kognitiv aktivitet, men noget der gøres sammen med andre. Caroline Libergs socialinteraktionistiske perspektiv inddrages her til at pege på de særlige forhold, der gælder i den tidlige læsning og skrivning. Med afsæt i digitale teknologiers voksende plads i skrivepraksisserne bevæger jeg mig imidlertid i retning af et sociomaterielt perspektiv på literacy, som jeg finder hos Cate Burnett og Guy Merchant. Her betragtes ting og tekster som aktører på lige fod med mennesker. Disse teorier giver en ramme for det forskningsspørgsmål, jeg stiller i undersøgelsen: Hvilke skrivepraksisser udvikles i relationerne mellem elever, lærere, tekster og digital teknologi i danskundervisningen i 1. klasse, når der skrives på tablets i en skriveapp?
Det der i første omgang sprang i øjnene var kammeraternes og billedernes store betydning i tekstskabelsen. Med afsæt i disse fund inddrages et antropologisk mimesis-begreb som perspektiv, sådan som det formuleres hos Christoph Wulf og Günter Gebauer, suppleret med Alastair Pennycooks begreb om skabende mimesis. Mimesis-begrebet har vist sig stærkt til at udfolde kammeraternes betydning og bruges i min bearbejdede udgave som et analyseredskab, der har hjulpet med at definere de forskellige centrale variationer af tekstskabelsen og dynamikkerne mellem individualiserede og fællesskabsorienterede praksisser i digitale skrivepraksisser i indskolingen.
Undersøgelsen kan betegnes som et klasserumsstudie med en sociomateriel-etnografisk tilgang til skriveundervisning og med en antropologisk tilgang til analyse og vidensproduktion. Datamaterialet er genereret i en 1. klasse og består af 32 timers videooptaget undervisning, 215 digitale elevtekster, samtaler med 19 elever, 3 lærerinterviews og feltnoter.
Et hovedfund i undersøgelsen er som nævnt kammeraternes centrale betydning. Elevernes digitale skrivepraksisser er præget af livlig samskrivning, og disse skrivepraksisser opstår på baggrund af sammenfiltrede relationer mellem elever, lærere, tekster og digital teknologi. Et andet hovedfund er, at den digitale teknologi og især appens kamera og billedbase også er aktanter i samskrivningen med stor betydning for de livlige skrivepraksisser og elevernes engagement i skrivningen. Samskrivningen er kollaborativ, men i høj grad også kollegial, og herunder har jeg defineret en bred vifte af skrivepraksisser: skrivning med sekretær, skrivning med modeltekst, legeskrivning, afskrivning, billedresearch og remix. Elever kan med disse skrivepraksisser deltage i tekstskabelse, endnu før de har knækket den alfabetiske kode. Men selvom elevernes tekster på denne måde i høj grad foregår som et resultat af samarbejde mellem både humane og non-humane aktanter, er elevernes ejerskab til teksterne bemærkelsesværdigt.
Et tredje hovedfund er, hvordan mimesis viser sig som et læringsperspektiv, der er tiltrængt efter lang tids fokus i både policy og praksis på det enkelte barns læringsmål, planer og præstationer. Inden for skriveforskningen har fokus dels været på individuelle og kognitive skriveprocesser, dels på det enkelte individs skrive(r)udvikling. Mimesis lægger i stedet vægt på, at vi overtager tanker og praksisser fra andre i læringen. Centralt i begrebet skabende mimesis står imidlertid, at imitation af andre, gentagelse og repetition, ikke resulterer i mere af det samme. Mimesis indeholder altid forandring. Gennem imitation af andre bliver subjektet til.
En pointe udledt af disse fund er, at nuanceringen af debatten om brugen af skærme i skolen er nødvendig. Forskningen kan her bidrage ved undersøgelser af den helt specifikke sammensætning af relationer i klasserummet, herunder undersøgelser af brugen af specifikke typer af apps, og hvordan de påvirker skrivningen. Læreren udpeges her som en nøgleperson med kendskab til de helt specifikke og sammenfiltrede relationer i et givent klasserum og må klædes på til at tage stilling til brugen af skærme med dømmekraft og myndighed. Det interessante bliver derfor at diskutere, hvornår det giver mening at inddrage skærme i skolen med afsæt i lærerens ambitioner for og mål med undervisningen.
Afhandlingen peger på, at børn ikke skal skrive mindre i hånden i den første skriveundervisning, men at tablets med produktive skriveapps har potentialer til at skabe en livlig, legende og lystfuld skriveundervisning. For det andet peger afhandlingen med et indkultureringsperspektiv på, at eleverne gennem samskrivning med både kammerater og teknologi kan få adgang til deltagelse i komplekse sociale skrivepraksisser. Et vigtigt hovedformål med den første skriveundervisning må være, at eleverne her kan få lov at opleve sig selv som skrivere, der gennem skriftsproget kan blive deltagere i et engageret socialt liv.
Hovedfundene diskuteres i afhandlingen, ligesom de didaktiske potentialer og problemstillinger, som de lægger op til, diskuteres i relation til begrebsudviklingen.
| Originalsprog | Dansk |
|---|
| Forlag | Aarhus University |
|---|---|
| Antal sider | 193 |
| Status | Udgivet - apr. 2024 |
Emneord
- Tidlig skrivning
- Begynderlæse-skriveundervisning
- digitalisering
- mimesis
- relationer