Miljøpåvirkning fra stenknuseværker i Grønland – støv og støj

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportRapportRådgivning

Stenknuseværker, betoncentraler og asfaltcentraler er pr. 1. januar 2010 reguleret af § 46 og § 47 i Inatsisartutlov nr. 7 af 7. december 2009 om mineralske råstoffer og aktiviteter af betydning herfor (råstofloven). I henhold til råstofloven skal alle aktiviteter gennemføres sikkerheds-, sundheds- og miljømæssigt forsvarligt. I forlængelse af ovennævnte lovmæssige ændringer har Råstofdirektoratet igangsat at DCE foretager måling af støj og støv ved stenknuseværkerne i Grønland i 2011 og 2012. I nærværende rapport er angivet de anvendte målemetoder, samt resultaterne af målinger og supplerende beregning for stenknuseanlæg i Nuuk, Qaqortoq, Kangerlussuaq og Sisimiut.

Foretagne støjmålinger indikerer en betydelig støj især i forbindelse med håndtering og knusning af store sten/klippe. Supplerende beregninger indikerer at vejledende danske støjgrænser overskrides for industri- og erhvervsområder ud til 160-320 meters afstand fra knuseanlæg, for etageboligområder til 1280-2560 meters afstand og for lav boligbebyggelse ud til 2560 m fra anlæg. Det skal bemærkes at de beregnede støjniveauer ikke tage højde for absorption i luften, reflekterende og skærmende genstande, bevoksning, terrænoverflade, meteorologiske forhold og derfor kun er af orienterende karakter.

Støvnedfald ved anlæg er over en 30-dages periode målt i august-september 2011. Målinger indikerer at støvnedfald i nogle tilfælde overskrider norske grænseværdi for støvnedfald på max. 5 g/m2 i en periode på 30 dage. De målte mængder af støvnedfald afhænger af en lang række forhold, herunder afstand til anlæg og oplag, vindretning og -styrke, nedbør m.m.

Målinger gennemført i forbindelse med tilsyn august 2011 indikerer at støj og støv fra knuseværker kan være en belastning for nærområdet. Eventuel gene i forhold til miljøet og omgivelserne kan imødekommes igennem enkle tiltag som effektivt kan afhjælpe/reducere eventuelle støj- og støvgener fra nuværende anlæg
OriginalsprogDansk
ForlagAarhus Universitet, DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi
Antal sider26
ISBN (Elektronisk)978-87-92825-37-7
Rekvirerende organRåstofdirektoratet
StatusUdgivet - maj 2012
SerietitelTeknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi
Nummer8

Se relationer på Aarhus Universitet Citationsformater

ID: 47884387