Kunst, kultur og deltagelse

TY - BOOK

T1 - Kunst, kultur og deltagelse

A2 - Eriksson, Birgit

A2 - Sørensen, Anne Scott

A2 - Rung, Mette Houlberg

PY - 2019

Y1 - 2019

N2 - Fra indledningen: Publikums-, bruger- eller borgerinddragelse – eller kort og godt: deltagelse – kendetegner i dag alt fra kunst-, videns- og medieproduktion til byplanlægning, design og marketing. Publikum inddrages aktivt i et kunstværk, deler sine anmeldelser af en teaterforestilling på de sociale medier eller skriver selv fanfiction. Brugere inddrages i bibliotekers prioriteringer, og borgere kan være med til at bestemme, hvad der skal ske i et gammelt industriområde i byen. De konkrete deltagelsesformer er forskellige, men fælles for dem er, at ’almindelige mennesker’ får en anden rolle end den, hvor kunstnere, eksperter og institutioner har patent på at skabe, styre og evaluere kulturelt indhold. Hvad enten der tales om publikum, brugere eller borgere, bliver direkte inddragelse anset for at være en fundamental del af en demokratisk kultur og dermed i bredere forstand et demokratisk samfund. Det øgede fokus på deltagelse knyttes ofte til det at befordre en mere forskelligartet, engageret og demokratisk kulturel offentlighed. Nogle argumenterer med basis i medieudviklingen ligefrem for, at vi lever i en deltagelseskultur, som står i modsætning til den hidtidige mere passive forbrugskultur. De begrunder dette med, at de digitale teknologier afgørende har demokratiseret vilkårene for produktion og cirkulation af kulturelt indhold. Parallelt til en global centralisering af medieindustrien er mediebrugere i stigende grad også blevet producenter og distributører, og mange medieplatforme er i dag baseret på brugergenereret indhold. Også i samtidskunsten engageres publikum på måder, der gør dem til deltagere. Under overskrifter som “relationel”, ”dialogisk”, ”social” og ”participatorisk” kunst og æstetik udforsker forskellige kunstarter nye kommunikations- og socialitetsformer. Dette sker ofte i et vokabular, hvor kunst og kultur skal modvirke fremmed- og markedsgørelse, og hvor deltagelse i kollaborative og kreative processer kobles til et mere lige og demokratisk samfund. Kulturinstitutionerne eksperimenterer i forlængelse af lignende tanker med outreach og ’participatorisk’ formidling. Brugere inddrages her i forskellige former for samarbejde og samskabelse både for at nå nye grupper og for at initiere nye måder at opleve og deltage i kultur på. Dette forstås ofte som en mulighed for kulturinstitutionerne for at blive mere demokratiske, sociale og tilgængelige – og for at gøre sig relevante for andre end de allerede indviede. Deltagelsesagendaen har omvendt også ændret rammerne for kulturinstitutionerne og manifesteret sig i konkrete krav til institutioner og projekter om at godtgøre deres impact og samfundsmæssige ’værdi’. Fokus er dermed drejet fra oplysning til oplevelse, fra formidling til involvering, fra værker til brugere. Kulturpolitisk kan deltagelsesagendaen ses som et svar på en vigende legitimitet for de offentlige institutioner og velfærdsydelser i almindelighed og for den offentligt støttede kunst og kultur i særdeleshed. Deltagelsen knyttes dermed også til andre agendaer end den demokratiske. Den kobles ofte med begreber som ’brugerdreven innovation’ og ’social integration’ og motiveres også med økonomiske og socialpolitiske argumenter. At transformere marginaliserede grupper til deltagere anses da for at være en måde, hvorpå der kan skabes ny vækst og social sammenhængskraft. Blandingen af demokratiske, økonomiske og sociale motiver betyder samtidig, at deltagelsen i kunst og kultur i stigende grad bliver mødt af en kritik for at glemme æstetisk værdi og blot være et middel til andre mål såsom inklusion og myndiggørelse af udsatte grupper. Det er endvidere uklart, hvor radikale forandringer deltagelsesagendaen medfører for såvel kulturinstitutionerne som publikum. Mange institutioner har svært ved at kombinere deres forestillinger om kunstnerisk kvalitet og ekspertise med bruger- og borgerinddragelse, og ofte lades institutionernes overordnede visioner, arbejdsformer og magtstrukturer urørte. Nogle stiller også spørgsmål til, om et skifte i publikumsroller reelt er mere styrende end frigørende, og om der skal mere radikale ændringer til for at realisere idealerne om demokratisk deltagelse. Hvordan kulturinstitutioner og -aktører kan integrere de nye vilkår for medieproduktion og -distribution og de kulturpolitiske krav på den ene side og samtidig forholde sig til kritikken og mere ’aktivistiske’ ambitioner på den anden side, er et fokus for denne antologi. Alle artiklerne omhandler kulturinstitutioner eller -aktører, som arbejder med at involvere publikum, brugere og borgere på nye og mere aktivt deltagende måder. Bidragyderne inddrager konkrete cases fra danske og europæiske kulturinstitutioner, og ved at sætte dem i relief af æstetik-, demokrati- og læringsteori undersøger de, hvordan man kan designe, facilitere og evaluere deltagelsesprocesser, der kan engagere bruger-borgere og på sigt også forandre institutionerne selv.

AB - Fra indledningen: Publikums-, bruger- eller borgerinddragelse – eller kort og godt: deltagelse – kendetegner i dag alt fra kunst-, videns- og medieproduktion til byplanlægning, design og marketing. Publikum inddrages aktivt i et kunstværk, deler sine anmeldelser af en teaterforestilling på de sociale medier eller skriver selv fanfiction. Brugere inddrages i bibliotekers prioriteringer, og borgere kan være med til at bestemme, hvad der skal ske i et gammelt industriområde i byen. De konkrete deltagelsesformer er forskellige, men fælles for dem er, at ’almindelige mennesker’ får en anden rolle end den, hvor kunstnere, eksperter og institutioner har patent på at skabe, styre og evaluere kulturelt indhold. Hvad enten der tales om publikum, brugere eller borgere, bliver direkte inddragelse anset for at være en fundamental del af en demokratisk kultur og dermed i bredere forstand et demokratisk samfund. Det øgede fokus på deltagelse knyttes ofte til det at befordre en mere forskelligartet, engageret og demokratisk kulturel offentlighed. Nogle argumenterer med basis i medieudviklingen ligefrem for, at vi lever i en deltagelseskultur, som står i modsætning til den hidtidige mere passive forbrugskultur. De begrunder dette med, at de digitale teknologier afgørende har demokratiseret vilkårene for produktion og cirkulation af kulturelt indhold. Parallelt til en global centralisering af medieindustrien er mediebrugere i stigende grad også blevet producenter og distributører, og mange medieplatforme er i dag baseret på brugergenereret indhold. Også i samtidskunsten engageres publikum på måder, der gør dem til deltagere. Under overskrifter som “relationel”, ”dialogisk”, ”social” og ”participatorisk” kunst og æstetik udforsker forskellige kunstarter nye kommunikations- og socialitetsformer. Dette sker ofte i et vokabular, hvor kunst og kultur skal modvirke fremmed- og markedsgørelse, og hvor deltagelse i kollaborative og kreative processer kobles til et mere lige og demokratisk samfund. Kulturinstitutionerne eksperimenterer i forlængelse af lignende tanker med outreach og ’participatorisk’ formidling. Brugere inddrages her i forskellige former for samarbejde og samskabelse både for at nå nye grupper og for at initiere nye måder at opleve og deltage i kultur på. Dette forstås ofte som en mulighed for kulturinstitutionerne for at blive mere demokratiske, sociale og tilgængelige – og for at gøre sig relevante for andre end de allerede indviede. Deltagelsesagendaen har omvendt også ændret rammerne for kulturinstitutionerne og manifesteret sig i konkrete krav til institutioner og projekter om at godtgøre deres impact og samfundsmæssige ’værdi’. Fokus er dermed drejet fra oplysning til oplevelse, fra formidling til involvering, fra værker til brugere. Kulturpolitisk kan deltagelsesagendaen ses som et svar på en vigende legitimitet for de offentlige institutioner og velfærdsydelser i almindelighed og for den offentligt støttede kunst og kultur i særdeleshed. Deltagelsen knyttes dermed også til andre agendaer end den demokratiske. Den kobles ofte med begreber som ’brugerdreven innovation’ og ’social integration’ og motiveres også med økonomiske og socialpolitiske argumenter. At transformere marginaliserede grupper til deltagere anses da for at være en måde, hvorpå der kan skabes ny vækst og social sammenhængskraft. Blandingen af demokratiske, økonomiske og sociale motiver betyder samtidig, at deltagelsen i kunst og kultur i stigende grad bliver mødt af en kritik for at glemme æstetisk værdi og blot være et middel til andre mål såsom inklusion og myndiggørelse af udsatte grupper. Det er endvidere uklart, hvor radikale forandringer deltagelsesagendaen medfører for såvel kulturinstitutionerne som publikum. Mange institutioner har svært ved at kombinere deres forestillinger om kunstnerisk kvalitet og ekspertise med bruger- og borgerinddragelse, og ofte lades institutionernes overordnede visioner, arbejdsformer og magtstrukturer urørte. Nogle stiller også spørgsmål til, om et skifte i publikumsroller reelt er mere styrende end frigørende, og om der skal mere radikale ændringer til for at realisere idealerne om demokratisk deltagelse. Hvordan kulturinstitutioner og -aktører kan integrere de nye vilkår for medieproduktion og -distribution og de kulturpolitiske krav på den ene side og samtidig forholde sig til kritikken og mere ’aktivistiske’ ambitioner på den anden side, er et fokus for denne antologi. Alle artiklerne omhandler kulturinstitutioner eller -aktører, som arbejder med at involvere publikum, brugere og borgere på nye og mere aktivt deltagende måder. Bidragyderne inddrager konkrete cases fra danske og europæiske kulturinstitutioner, og ved at sætte dem i relief af æstetik-, demokrati- og læringsteori undersøger de, hvordan man kan designe, facilitere og evaluere deltagelsesprocesser, der kan engagere bruger-borgere og på sigt også forandre institutionerne selv.

M3 - Antologi

SN - 978 87 7184 531 0

BT - Kunst, kultur og deltagelse

PB - Aarhus Universitetsforlag

ER -