I denne artikel sætter jeg fokus på begrebet literacy-som-begivenhed, der afspejler en søgen efter teoretiske og analytiske tilgange, der gør det muligt at forstå literacy og læring på måder, der involverer affekt, kropslighed og uforudsigelighed ved at rette opmærksomhed mod de flygtige betydningsdannelsesprocesser, der bliver til i relationer mellem mennesker, ting og tekster (Burnett & Merchant, 2020). Det gør jeg ved at genbesøge en literacyaktivitet fra sjette klasse, hvor tre 12-13 årige børn er involveret i at læse og rekonstruere en tekst om mumier (Laursen, 2016, 2019; Laursen & Kolstrup, 2018). Følger man – i et literacy-som-begivenheds-perspektiv – den affektive intensitet og kropsligheden i denne literacyaktivitet, og herunder de tre børns latter og deres leg med sproget og tekstens univers, får man øje på, hvordan børnene får skabt et sprudlende karnevalistisk univers (Bakhtin, 1984) fuld af latter og læringspotentiale. Gennem deres samarbejde og deres intense indlevelse i teksten univers skaber de en dyb forståelse af teksten, der samtidig fyldes med personlig betydning, der handler om den individuelle krops skrøbelighed og menneskelige kroppes forbundethed. På den baggrund argumenterer jeg for at se på al literacyaktivitet også som affektive møder og empirisk interessere sig for, hvordan læringsrummet sker, og hvordan læsning af tekster bliver til på ofte uforudsigelige måder.
