Abstract
Som en konsekvens af den tyske besættelse af Danmark 1940-45 blev censur af bøger genindført i landet. Denne ph.d.-afhandling udforsker Udenrigsministeriets Pressebureaus forvaltning af bogcensuren under besættelsen med særligt fokus på censuren af det skønlitterære bogmarked.
Afhandlingens bidrag til censur- og besættelsesforskningen består først og fremmest i dens undersøgelse af et hidtil uudnyttet kildemateriale, der både kaster nyt lys over – og visse steder omskriver fortolkningen af – en række censursager og mere overordnet leverer afgørende ny, kvalificerende viden om Pressebureauets censurarbejde. Afhandlingens første to kapitler præsenterer den overordnede problemstilling, afhandlingens centrale kildegrupper og dens metode samt placerer afhandlingens teoretiske såvel som historiografiske udgangspunkt; både hvad angår den i dansk historieforskning veludforskede besættelsestid og den meget snævre forskning i censurhistorien. I disse kapitler fremhæves det, hvordan indsigter fra begge forskningsfelter er relevante i undersøgelsen af bogcensuren under besættelsen. Her redegøres der for afhandlingens brug af tilpasningsbegrebet, og hvordan begrebet om den såkaldte suveræ-nitetsfiktion, som stammer fra besættelsesforskningen, kan bruges analytisk i undersøgelsen af udviklingen af Pressebureauets bogcensur.
I tredje kapitel skildrer afhandlingen udviklingen fra Pressebureauets oprettelse i 1910, over 1930’ernes øgede tilpasning til Tyskland og frem mod besættelsens begyndelse, hvor Pressebureauet igen blev en censurinstitution, nu blot med et andet formål og med andre midler. I forlængelse heraf påpeger kapitlet ikke bare en kontinuitet i statens styring af den danske offentlighed, men også i forfatternes præferencer i forhold til ikke at skrive tyskkritisk litteratur. I fjerde kapitel præsenteres først de centrale censorer, som arbejdede i Pressebureauets bogcensur under besættelsen, hvoraf fleres rolle i bogcensuren ikke før har været belyst. Derudover udfolder kapitlet, hvordan bogcensuren blev etableret i samfundet mellem Pressebureauet, forlæggere, boghandlere og biblioteker, og der gives en status over bogcensurens omfang med særligt henblik på det samlede antal forbudte danske bøger.
Femte kapitel rummer først og fremmest en samlet analyse af især ni litterære censur- og beslaglæggelsessager af dansk litteratur fra besættelsestiden. Analysen bygger på et omfattende kildemateriale fra Pressebureauets arkiv og diverse breve, erindringer og artikler fra implicerede forfattere og skildrer derigennem aktørerne bag censuren, dvs. forskellige centrale censorer og censurerede forfattere, som på forskellig vis har præget fortolkningen af censuren efter krigen. Kapitlet behandler censursagerne i et samlet perspektiv, hvilket har bidraget med ny indsigt på flere måder: Det er for det første vanskeligt at forstå censursagen mod forfatteren Soya til fulde, hvis ikke sagen bliver sat i perspektiv med andre censursager. Behandlingen af Soyas En Gæst var en signalsag, der både skulle afskrække andre forfattere i at begå lignende tyskkritiske værker og samtidig – fra Pressebureauets perspektiv – vise over for besættelsesmagten, at man agtede at håndhæve den indførte censurlovgivning, således at censuren kunne forblive på danske hænder. Kaj Munk, Poul Sørensen, Hans Scherfig, Kelvin Lindemann, Johanne Buchardt og Knud Nordentoft fik alle en påfaldende anderledes skæbne end Soya, delvist takket være Pressebureauets pragmatiske indstilling og forhandlingskraft over for det tyske gesandtskab, delvis på grund af en retspraksis, der ikke kategorisk sendte forfattere i fængsel ved beslaglæggelsessager.
Femte kapitel påviser flere forhold, som ikke før har været belyst af hverken besættelseshistorikere, litteraturforskere eller censurhistorikere. Først og fremmest argumenterer afhandlingen for, at den fra forfatternes perspektiv tilfældige censur udspringer af det forhold, at Pressebureauet bevidst aldrig udformede detaljerede, formelle retningslinjer for, hvad forfattere måtte skrive og ikke skrive. Svarbrevet fra Eskelund til forlægger Carit Andersen fra november 1941 illustrerer netop den centrale pointe i afhandlingen, at de manglende retningslinjer skyldes, at Pressebureauet ønskede at forvalte censuren fra sag til sag og dermed udnytte forhandlingspotentialet over for det tyske gesandtskab – til de danske forfattere og det danske bogmarkeds fordel, men med den omkostning, at tysk indblanding ikke altid blev formidlet til forfatterne, hvorved censuren fremstod inkonsistent. En undtagelse til denne strategi var, at der gennem hele besættelsen eksisterede en selvpålagt emnemæssig begrænsning i form af ikke at berøre det såkaldte "sønderjydske Genforenings-Spørgsmaal". Bøger omhandlende dette emne måtte beskæres eller vente med udgivelse til efter krigen, hvilket der var bred konsensus om blandt forfattere, de sønderjyske foreninger og Udenrigsministeriet. En anden begrænsning var, at en forfatter ikke måtte udgive bøger, så længe vedkommende sad i fængsel.
Afhandlingen argumenterer for, at det primære hensyn i bogcensuren var at beskytte de danskere forfattere mod direkte kontakt med den tyske besættelsesmagt, hvorfor forcensuren af bøger, som blev indført i september 1943, blev etableret således, at den forblev på danske hænder gennem hele besættelsen – modsat pressecensuren, som kom under direkte tysk styring. En anden central indsigt, som afhandlingen leverer, er, at Pressebureauet før september 1943 havde en interesse i at begrænse kendskabet til den reelle tyske indblanding i bogcensuren, fordi legitimiteten udadtil kunne svækkes. Dette ændrede sig efter september 1943, hvor tysk ind-griben i censuren mere aktivt blev formidlet til forfattere og forlag – også selvom en tysk indblanding ikke nødvendigvis fandt sted.
Kampen for at bevare suverænitet og legitimitet blandt forfattere, forlæggere og forlag var en konsekvens af besættelsesordningen fra 9. april samt den danske tilpasningspolitik over for besættelsesmagten mere generelt. Samme administrative spænding ser man på ingen måde udspille sig i Norge, hvor der også blev indført bogcensur, der i modsætning til Danmark blev forvaltet af nazistiske, norske censorer. I afhandlingens sjette og sidste perspektiverende kapitel undersøges den norske bogcensur, ligeledes med inddragelse af ubenyttet kildemateriale fra det såkaldte litteratur- og bibliotekkontoret, som var en underafdeling af det stærkt nazificerede Kultur- og folkeopplysningsdepartementet, der stod i spidsen for kontrollen med kulturlivet i Norge. I Norge opstod der på grund af nazificeringen af forlag og det norske bogmarked markant færre censursager. Forfatterne strejkede, flygtede eller sad i fængsel, og ikke så få manuskripter måtte vente med udgivelse til engang efter krigen. Dog viser kilder fra litteratur- og bibliotekkontoret, at selve forvaltningen af censuren i Norge står i stærk kontrast til den danske. En konstant ved den danske bogcensur var nemlig, at forbud mod udgivelse aldrig kunne begrundes ud fra f.eks. æstetiske eller sædelighedsmæssige moralske hensyn. I Norge havde censuren både et prohibitivt og præskriptivt formål og var grundlæggende underlagt national-socialistiske principper, der skulle bidrage til at skabe og bekræfte nyordningen af det norske samfund. Afhandlingen viser, at censuren i Norge blev udført som en positiv censur, hvor litteraturen ikke blot skulle begrænses i udgivelsen af anti-tysk propaganda, men i langt højere grad bruges til at skabe et nyt samfund. Dette bevirkede, at bogcensuren også var æstetisk og moralsk anlagt. I Danmark udførte Pressebureauet bogcensuren, sådan at besættelsesmagten ikke selv tog over. I Norge varetog norske nazister censuren af interne grunde; nemlig for at skabe et helt nyt norsk bogmarked, helt i tråd med nationalsocialistiske idealer.
Afhandlingens bidrag til censur- og besættelsesforskningen består først og fremmest i dens undersøgelse af et hidtil uudnyttet kildemateriale, der både kaster nyt lys over – og visse steder omskriver fortolkningen af – en række censursager og mere overordnet leverer afgørende ny, kvalificerende viden om Pressebureauets censurarbejde. Afhandlingens første to kapitler præsenterer den overordnede problemstilling, afhandlingens centrale kildegrupper og dens metode samt placerer afhandlingens teoretiske såvel som historiografiske udgangspunkt; både hvad angår den i dansk historieforskning veludforskede besættelsestid og den meget snævre forskning i censurhistorien. I disse kapitler fremhæves det, hvordan indsigter fra begge forskningsfelter er relevante i undersøgelsen af bogcensuren under besættelsen. Her redegøres der for afhandlingens brug af tilpasningsbegrebet, og hvordan begrebet om den såkaldte suveræ-nitetsfiktion, som stammer fra besættelsesforskningen, kan bruges analytisk i undersøgelsen af udviklingen af Pressebureauets bogcensur.
I tredje kapitel skildrer afhandlingen udviklingen fra Pressebureauets oprettelse i 1910, over 1930’ernes øgede tilpasning til Tyskland og frem mod besættelsens begyndelse, hvor Pressebureauet igen blev en censurinstitution, nu blot med et andet formål og med andre midler. I forlængelse heraf påpeger kapitlet ikke bare en kontinuitet i statens styring af den danske offentlighed, men også i forfatternes præferencer i forhold til ikke at skrive tyskkritisk litteratur. I fjerde kapitel præsenteres først de centrale censorer, som arbejdede i Pressebureauets bogcensur under besættelsen, hvoraf fleres rolle i bogcensuren ikke før har været belyst. Derudover udfolder kapitlet, hvordan bogcensuren blev etableret i samfundet mellem Pressebureauet, forlæggere, boghandlere og biblioteker, og der gives en status over bogcensurens omfang med særligt henblik på det samlede antal forbudte danske bøger.
Femte kapitel rummer først og fremmest en samlet analyse af især ni litterære censur- og beslaglæggelsessager af dansk litteratur fra besættelsestiden. Analysen bygger på et omfattende kildemateriale fra Pressebureauets arkiv og diverse breve, erindringer og artikler fra implicerede forfattere og skildrer derigennem aktørerne bag censuren, dvs. forskellige centrale censorer og censurerede forfattere, som på forskellig vis har præget fortolkningen af censuren efter krigen. Kapitlet behandler censursagerne i et samlet perspektiv, hvilket har bidraget med ny indsigt på flere måder: Det er for det første vanskeligt at forstå censursagen mod forfatteren Soya til fulde, hvis ikke sagen bliver sat i perspektiv med andre censursager. Behandlingen af Soyas En Gæst var en signalsag, der både skulle afskrække andre forfattere i at begå lignende tyskkritiske værker og samtidig – fra Pressebureauets perspektiv – vise over for besættelsesmagten, at man agtede at håndhæve den indførte censurlovgivning, således at censuren kunne forblive på danske hænder. Kaj Munk, Poul Sørensen, Hans Scherfig, Kelvin Lindemann, Johanne Buchardt og Knud Nordentoft fik alle en påfaldende anderledes skæbne end Soya, delvist takket være Pressebureauets pragmatiske indstilling og forhandlingskraft over for det tyske gesandtskab, delvis på grund af en retspraksis, der ikke kategorisk sendte forfattere i fængsel ved beslaglæggelsessager.
Femte kapitel påviser flere forhold, som ikke før har været belyst af hverken besættelseshistorikere, litteraturforskere eller censurhistorikere. Først og fremmest argumenterer afhandlingen for, at den fra forfatternes perspektiv tilfældige censur udspringer af det forhold, at Pressebureauet bevidst aldrig udformede detaljerede, formelle retningslinjer for, hvad forfattere måtte skrive og ikke skrive. Svarbrevet fra Eskelund til forlægger Carit Andersen fra november 1941 illustrerer netop den centrale pointe i afhandlingen, at de manglende retningslinjer skyldes, at Pressebureauet ønskede at forvalte censuren fra sag til sag og dermed udnytte forhandlingspotentialet over for det tyske gesandtskab – til de danske forfattere og det danske bogmarkeds fordel, men med den omkostning, at tysk indblanding ikke altid blev formidlet til forfatterne, hvorved censuren fremstod inkonsistent. En undtagelse til denne strategi var, at der gennem hele besættelsen eksisterede en selvpålagt emnemæssig begrænsning i form af ikke at berøre det såkaldte "sønderjydske Genforenings-Spørgsmaal". Bøger omhandlende dette emne måtte beskæres eller vente med udgivelse til efter krigen, hvilket der var bred konsensus om blandt forfattere, de sønderjyske foreninger og Udenrigsministeriet. En anden begrænsning var, at en forfatter ikke måtte udgive bøger, så længe vedkommende sad i fængsel.
Afhandlingen argumenterer for, at det primære hensyn i bogcensuren var at beskytte de danskere forfattere mod direkte kontakt med den tyske besættelsesmagt, hvorfor forcensuren af bøger, som blev indført i september 1943, blev etableret således, at den forblev på danske hænder gennem hele besættelsen – modsat pressecensuren, som kom under direkte tysk styring. En anden central indsigt, som afhandlingen leverer, er, at Pressebureauet før september 1943 havde en interesse i at begrænse kendskabet til den reelle tyske indblanding i bogcensuren, fordi legitimiteten udadtil kunne svækkes. Dette ændrede sig efter september 1943, hvor tysk ind-griben i censuren mere aktivt blev formidlet til forfattere og forlag – også selvom en tysk indblanding ikke nødvendigvis fandt sted.
Kampen for at bevare suverænitet og legitimitet blandt forfattere, forlæggere og forlag var en konsekvens af besættelsesordningen fra 9. april samt den danske tilpasningspolitik over for besættelsesmagten mere generelt. Samme administrative spænding ser man på ingen måde udspille sig i Norge, hvor der også blev indført bogcensur, der i modsætning til Danmark blev forvaltet af nazistiske, norske censorer. I afhandlingens sjette og sidste perspektiverende kapitel undersøges den norske bogcensur, ligeledes med inddragelse af ubenyttet kildemateriale fra det såkaldte litteratur- og bibliotekkontoret, som var en underafdeling af det stærkt nazificerede Kultur- og folkeopplysningsdepartementet, der stod i spidsen for kontrollen med kulturlivet i Norge. I Norge opstod der på grund af nazificeringen af forlag og det norske bogmarked markant færre censursager. Forfatterne strejkede, flygtede eller sad i fængsel, og ikke så få manuskripter måtte vente med udgivelse til engang efter krigen. Dog viser kilder fra litteratur- og bibliotekkontoret, at selve forvaltningen af censuren i Norge står i stærk kontrast til den danske. En konstant ved den danske bogcensur var nemlig, at forbud mod udgivelse aldrig kunne begrundes ud fra f.eks. æstetiske eller sædelighedsmæssige moralske hensyn. I Norge havde censuren både et prohibitivt og præskriptivt formål og var grundlæggende underlagt national-socialistiske principper, der skulle bidrage til at skabe og bekræfte nyordningen af det norske samfund. Afhandlingen viser, at censuren i Norge blev udført som en positiv censur, hvor litteraturen ikke blot skulle begrænses i udgivelsen af anti-tysk propaganda, men i langt højere grad bruges til at skabe et nyt samfund. Dette bevirkede, at bogcensuren også var æstetisk og moralsk anlagt. I Danmark udførte Pressebureauet bogcensuren, sådan at besættelsesmagten ikke selv tog over. I Norge varetog norske nazister censuren af interne grunde; nemlig for at skabe et helt nyt norsk bogmarked, helt i tråd med nationalsocialistiske idealer.
| Originalsprog | Dansk |
|---|
| Udgivelsessted | Aarhus |
|---|---|
| Forlag | Århus Universitet |
| Antal sider | 250 |
| Status | Udgivet - 12 apr. 2024 |
Emneord
- Censur
- Besættelsen
- Bogmarked
- Udenrigsministeriets Pressebureau