Der er i de senere år blevet brugt mange ressourcer på at integrere teknologiforståelse og computationel tænkning på alle niveauer af uddannelsessystemet, både på styredokumentniveau og i praksis. Dette har imidlertid vist sig at være en stor udfordring, særligt inden for de humanistiske fag, hvor der synes at være en diskrepans mellem fagenes etablerede fagforståelser og de nye datalogisk orienterede perspektiver. Dette har resulteret i, at mange humanistiske fag har valgt at løse opgaven ved at implementere et kritisk og sociologisk orienteret perspektiv med fokus på, hvordan teknologi påvirker hverdagsliv og kommunikation. I denne artikel diskuterer jeg, i hvilket omfang digital humaniora kan tilbyde en alternativ position, der gør det nemmere for de humanistiske fag dels at integrere teknologiforståelse i de eksisterende fag og fagforståelser, dels at udvikle nye faglige identiteter som digitale humanister, for hvem avancerede digitale kompetencer og computationel tænkning indgår som en selvfølge i kompetenceprofilen.