Dette studie peger på, at dødeligheden stiger med tiden til diagnose for patienter med tyk- og endetarmskræft. Tidligere studier har ofte vist og konkluderet det modsatte: Kræftpatienter med kort ventetid har højere dødelighed end resten (det såkaldte ventetidsparadoks).

Vi designede en undersøgelse, der kunne tydeliggøre fejl og skævheder i observationelle studier af sammenhængen mellem længden af det diagnostiske interval (defineret som tiden fra egen læges konstatering af symptomer til kræftdiagnosen) og femårsdødeligheden for patienter med tyk- og endetarmskræft.

Vi analyserede data fra tre forskellige befolkningsundersøgelser i Danmark og England, hvis data var baseret på henholdsvis spørgeskemaer til praktiserende læger, interview med patienter og journaler.

I alt 1,667 patienter indgik i undersøgelsen. Vi fandt, at længden af det diagnostiske interval afhang af studiedesignet. De læge- og patientbaserede undersøgelser så ud til at få fat i mere præcise datoer, men patienterne var også mere selekteret. På trods af forskelle i informations- og selektionsbias så vi den samme U-formede sammenhæng mellem ventetid og dødelighed i alle tre kohorter.

Resultatet tyder på, at ventetidsparadokset skyldes effektforveksling, men det indikerer samtidig også, at ventetiden formentlig har en betydning.