Teori/praksis-problematikken i professionsbacheloruddannelserne er genstand for forskning i mange lande. Brobygningsprojektet har gennemført et systematisk review af den internationale forskning på feltet. Reviewet viser, at den empiriske forskning er baseret på forskellige forståelser af relationen mellem teori og praksis. De to dominerende forståelser kan karakteriseres som en praktisk tilgang, som indebærer en forståelse, hvor teori informerer praktikerens forståelse af, hvad god praksis er, og en tilgang, som kan karakteriseres som anvendt videnskab, hvor teori anvendes i praksis som objektiv evidens, der guider og regulerer praksis. Reviewet peger på en lang række af konkrete strategier og tiltag, som kan tages i anvendelse for at skabe sammenhæng mellem teori og praksis: anvendelse af teknologi, kollaborativ læring, portfolio og dagbog, vejledning, samarbejde mellem uddannelsessted og praktiksted, casebaseret læring, udforskning af praksis, narrativer, færdigheds- eller demonstrationslaboratorium og undervisning i refleksiv tænkning. Det er ikke nødvendigvis én strategi alene, som gør forskellen, men summen af den samlede indsats, som tilnærmer sig problematikken fra forskellige vinkler.