I artiklen ses der på den minimumsimplementering af oversvømmelsesdirektivet, der blev vedtaget af Folketinget i 2009 på grundlag af den ansvarlige miljøministers oplysning om, at direktivet ikke var relevant i en dansk sammenhæng. Der redegøres for, at den opfattelse har resulteret i en klimatilpasningslovgivning, der er præget af sektoropdelte løsninger, hvor forskellige statslige myndigheder - med hjemmel i oversvømmelsesloven, kystbeskyttelsesloven, planloven, miljøbeskyttelsesloven, betalingsloven og vandsektorloven - udstikker de overordnede rammebetingelser, som kommunerne skal eller kan anvendelse dels i deres risikostyrings- og fysiske planer, dels i deres håndtering af tag- og overfladevand. Hovedbudskabet er, at klimatilpasningslovgivningen ikke er baseret på en forsståelse for, den integrerede og sammenhængende vandforvaltning, der er behov for, og som er fastsat i EU's lovgivning.