I samarbejde med Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration udbød Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i 2010 og 2011 en række efteruddannelseskurser for sprogskolelærere med afsæt i ministeriets ønske om at styrke undervisningen i demokrati og medborgerskab i danskuddannelserne for voksne udlændinge. Hvert kursus varede fire dage og bestod af to moduler: Et modul om medborgerskab i historisk-politisk og pædagogisk filosofisk perspektiv og et modul om etik, værdier og religion i medborgerskab. Formålet var, at kursisterne kritisk skulle tilegne sig viden og kompetencer om disse temaer. Litteraturen til kurset kan downloades på www.nyidanmark.dk/demokratikursus. Ud over den teoretiske del af undervisningen skulle kurserne danne rammen om udviklingen af et nyt undervisningsmateriale til demokrati- og medborgerskabsundervisningen i danskuddannelserne 1, 2 og 3. Nærværende publikation indeholder et kapitel om didaktiske og metodiske overvejelser i forbindelse med demokrati- og medborgerskabsundervisning og de 28 forslag til undervisningsforløb, som kursisterne har udarbejdet i forbindelse med kurserne. En tak skal lyde til kursisterne for udarbejdelse af forløbene. Det er mit håb, at materialet vil inspirere undervisere på sprogskoler rundt omkring i Danmark.