Casting the runes and parsing them: Unpacking software mediation, interactions, and computational literacy in non-conventional programming configurations

Bidragets oversatte titel: At riste og råde runerne: En udlægning af mediering, interaktion og datalogiske kompetencer i ukonventionelle programmeringskonfigurationer

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandling

Abstract

Afhandlingen er en undersøgelse af datalogiske kompetencer (en. computational literacy), og hvordan de formes af softwarebrug og -mediering. Tidlige visionærer som Perlis og Naur indså behovet for, at alle skulle lære datalære, men disse idealer er endnu ikke opfyldt. Et snævert fokus på datalogisk tænkning (en. computational thinking) er tilsyneladende en mere populær tilgang i aktuel uddannelsesforskning og på den politiske dagsorden. En forskningsgren, anført af blandt andre Kay og diSessa, har argumenteret for behovet for de rigtige medier i datalære (en. computing). I tråd med disse argumenter italesætter jeg også det nødvendige i mere materielt funderede kompetencer. Det betyder altså i denne sammenhæng, at der er behov for en bedre forståelse af, hvordan de materielle betingelser (fx software) påvirker udviklingen af datalogiske kompetencer.

Gennem otte studier har jeg anvendt en kombination af kvalitative metoder og konstruktiv designforskning. De kvalitative metoder er mere specifikt etnografi, teknografi og retrospektiv autoetnografi. Min empirisk funderede forskning trækker på interviews med fem humanistiske studerende, interviews og observationer med fire biomolekylære forskere, interviews med tolv erfarne programmører og en workshop og observationer med tolv erfarne strikkere. Fokus i interviews og observationer var deltagernes erfaringer med programmering, deres evne til at bruge og tilegne sig ukendt software samt deres følelse af mestring og umyndiggørelse. Dette blev suppleret med teknografiske undersøgelser af computational medier, literate computing-miljøer og programmeringsinterfaces med fokus på de medierende kvaliteter i programmeringssoftware, eksempelvis interaktion, semiotik, etik og transformation.

Mit arbejde har demonstreret betydningen af det materielle fundament for datalogiske kompetencer i disse kontekster. Mere specifikt påvirker de materielle betingelser kompetencerne på flere måder, eksempelvis i form af dissonans mellem softwarevisioner, forventninger og praktiske implementeringer. Deltagerne oplever umyndiggørelse og kriser, som de løser på forskellige måder, blandt andet ved indrullering af mere kompetente ligesindede eller inkorporering af andre artefakter. Afhandlingen præsenterer derudover computational medier som et lovende, men skrøbeligt softwareparadigme og viser, hvordan paradigmet blander brug og udvikling, indskriver bestemte brugerroller og balancerer mellem tillid og fremmedgørelse for de mennesker, som har med det at gøre. Slutteligt bidrager afhandlingen med et perspektiv på kompetencer, der bygger på selvbegreb som et teoretisk indgangsvinkel. I dette perspektiv er kompetence et produkt af folks løbende erfaringer og bekræftelser fra deres sociale og materielle livsverdener.

Mine resultater skulle gerne give genlyd blandt forskere med interesse i nye medier, menneske-maskin-interaktion og informatikundervisning. Dette skyldes især, at afhandlingen udforsker de komplekse og gensidige forhold mellem folks kulturelle, sociale og materielle omverden samt de løbende og ofte selvmodsigende måder, de ser sig selv. Datalogiske kompetencer kan være frigørende og dannende for alle, ikke bare for dataloger og programmører, men udviklingen af disse kompetencer forudsætter altså tilstrækkelige betingelser. Denne afhandling er et argument for vigtigheden af disse betingelser.
Bidragets oversatte titelAt riste og råde runerne: En udlægning af mediering, interaktion og datalogiske kompetencer i ukonventionelle programmeringskonfigurationer
OriginalsprogEngelsk
ForlagÅrhus Universitet
Antal sider137
ISBN (Trykt)978-87-7507-548-5
DOI
StatusUdgivet - okt. 2023

Citationsformater