I dette kapitel anvendes tankegangen fra social inklusion og social eksklusion til at belyse anbringelse af børn og unge. Formålet er at beskrive nogle af anbringelsesområdets paradokser og undersøge anbringelsen ud fra inklusionens mål: at blive selvhjulpen som voksen. På baggrund af eksisterende forskning konkluderes det for det første, at anbragte børn ikke alene i kraft af adskillelsen fra familien er ekskluderede og heller ikke nødvendigvis oplever det sådan, men at anbragte børn og unge er i stor risiko for social eksklusion som voksne. For det andet konkluderes det, at den inklusionsfremmende intervention afhænger af et godt match mellem barnet og anbringelsesstedet, og at dette match ikke kan forudsiges før anbringelsen. For det tredje at overgangen til et voksenliv for mange er vanskelig og karakteriseret ved, at fortidens negative oplevelser optager den unge og drejer den unges orientering væk fra fremtiden over mod at klare dagen og vejen.