Artikulationsanalyse i fænomenologisk perspektiv: kontemplativ undervisning som eksempel

Publikation: Bidrag til bog/antologi/rapport/proceedingBidrag til bog/antologiForskningpeer review

Artikulationsanalyse er et fænomenologisk baseret forslag til, hvordan forskerens opmærksomme fokus på både sproglig refleksiv viden, kropslig viden og ubevidste forforståelser kan indgå refleksivt i analyseprocessen. Artikulationsanalyse er egnet til studier af personers oplevelse af mening i en given sammenhæng, hvilket altid er en udfordring, fordi både forskeren og deltagerne i undersøgelsen oplever mening i et førstepersonsperspektiv (se også om personperspektiver i kapitel 2). Problemet med at forstå en andens førstepersonsperspektiv kan ikke løses alene ved at spørge eller bruge bestemte måleredskaber. Med et fænomenologisk udgangspunkt er subjekters oplevede mening i deres livsverden en helhed af præ-refleksiv og kropslig levet erfaring, vanebaserede opfattelser og refleksiv viden. Det gælder både hos undersøgelsesdeltagere og forskere.
Oplevelser af mening viser sig i artikulationer: fx mimik, gestik, lyde, tegninger, sprogbrug og andre tegn- og symbolsystemer. I forskerens møde med andres artikulationer i empirisk materiale fra fx observation eller interview træder mening frem hos forskeren som respons på kvaliteter i empirien – fx i form af sanselige fornemmelser og personlige og faglige associationer. I bestræbelsen på at forstå undersøgelsesdeltagernes oplevede mening kan forskeren arbejde med det empiriske materiale i en dobbelt bevægelse mellem de umiddelbart responsive meningsoplevelser og kritisk refleksion over disse, da de også er resultat af forskernes førstepersonsperspektiv og prærefleksive levede erfaringer.
OriginalsprogDansk
TitelKvalitative analyseprocesser : med eksempler fra det pædagogisk psykologiske felt
RedaktørerLouise Bøttcher, Dorte Kousholt, Ditte Winther-Lindqvist
Antal sider24
UdgivelsesstedFrederiksberg
ForlagSamfundslitteratur
Udgivelsesår2018
Sider63 - 87
Artikelnummer3
Kapitel3
ISBN (trykt)978-87-593-3276-4
StatusUdgivet - 2018

    Forskningsområder

  • Fænomenologi, Artikulation, Analyse, Kropslig, Sanselig, Opmærksomhed

Se relationer på Aarhus Universitet Citationsformater

ID: 140885118