Antropocæn i et medie- og socioevolutionært perspektiv

TY - CHAP

T1 - Antropocæn i et medie- og socioevolutionært perspektiv

AU - Tække, Jesper

PY - 2024

Y1 - 2024

N2 - I dette kapitel udforskes begrebet antropocæn ud fra et medie- ogsocioevolutionært perspektiv. Forskningsspørgsmålet er, hvilken betydningmedier og teknologi har spillet for socioevolutionen og fordet sociales omverden, herunder hvornår og hvordan antropocæner begyndt og siden har udviklet sig. Spørgsmålet stiller sig sådan,at begrebet antropocæn er udsat for kritik, for er det nu overhovedetmennesket, et bekymret pattedyr midt i fødekæden, altid på vagtoverfor rovdyr, der i sig selv indvirker på Jordens geologiske tilstand?Nogle mener nej, da de geologiske spor efter mennesket ikke mindstkan spores tilbage fra 1850'erne, hvor kapitalisterne fyrede op underkulkedlerne. Derfor er Kapitalocæn, ifølge Malm (2016) og andre økomarxister,en mere korrekt term, da de mener, at det må være selvesystemet (kapitalismen) og ikke mennesket som sådan, der er årsagtil antropocæn.1 Denne kritik er et stykke hen ad vejen plausibel, meni dette kapitels perspektiv er kapitalisme kun en teori om et afgrænsetsamfundsmæssigt funktionssystem. For at afklare hvad antropocænmere grundlæggende er forårsaget af, vil kapitlet derfor anlægge etmere alment systemteoretisk perspektiv ved primært at følge den tyskesociolog Niklas Luhmann.Kapitlet vil give en teori om mediesocioevolutionen fra forhistorisktid og op til nutiden. Tesen er, at samfundet opstår med talesproget,og at det herefter som kommunikationssystem regulerer kooperationeni menneskepopulationen. I denne teoretisering skal vi langtlængere tilbage end 1800-tallet, for at finde begyndelsen på den epoke,hvor mennesket indvirker på jorden og dens klima, helt tilbage tilpleistocæn. I denne udlægning er mennesket som udgangspunkt ensammenblanding af biologi, bevidsthed og teknik organiseret af etovergribende socialt system, af sprogligt baseret kommunikation. Detsociale vil i teorien ikke blot blive iagttaget, ud fra Luhmann, men også med inspiration fra Levi Bryant (2014), blive iagttaget som en form formaskine. Denne sociale maskine er strukturelt koblet til det psykiskeog biologiske systemdannelsesplan som dens betingelsesgrundlag,hvor det biologiske systemdannelsesplan igen er strukturelt koblettil myriader af omverdensbetingelser, men har som udgangspunktværet tilpasset en begrænset økologisk niche. Det sociale har såledesunderlagt sig det psykiske – herigennem også det biologiske aspekt afmennesket – og gennem denne kobling forårsaget en transformationaf sig selv (fysiologi, herunder hjernevolumen) og sin omverden (fx”tæmmet” ilden, stegt kød og brændt arealer af). Maskinen har hereftermed hver ny teknologi og hvert nyt kommunikationsmedie udvidetsin kapacitet til at påvirke sin omverden. Epistemologisk set har maskineningen direkte perception af sin omverden, men er overladt tilsine egne konstruktioner (Luhmann 1998). Maskinen er ingen trivial-maskine, men en socioteknisk autopoietisk nontrivial-maskine,hvor hver ny socialstruktur (fx norm, beslutning, organisering og differentiering)ændrer maskinens modus og kapabilitet.Strukturen bliver den, at teksten vil bruge relativt meget plads på atkonstruere en forståelse af maskinen, og hvordan den kom i gang,interpellerede menneskedyret, og stadig principielt fungerer. Denstore medierevolution er og bliver emergensen af talesproget, dersom medie muliggør emergensen af maskinen, der kommunikativtuddifferentierer sig fra en ellers umælende omverden, hvis ressourcerden producerer sig af. Herefter gås der let, med kun få nedslag overskriften, trykken, og de analoge elektroniske medier, for at kunne anvendelidt mere plads på den nuværende situation, hvor maskinenogså opererer i digitale medier.

AB - I dette kapitel udforskes begrebet antropocæn ud fra et medie- ogsocioevolutionært perspektiv. Forskningsspørgsmålet er, hvilken betydningmedier og teknologi har spillet for socioevolutionen og fordet sociales omverden, herunder hvornår og hvordan antropocæner begyndt og siden har udviklet sig. Spørgsmålet stiller sig sådan,at begrebet antropocæn er udsat for kritik, for er det nu overhovedetmennesket, et bekymret pattedyr midt i fødekæden, altid på vagtoverfor rovdyr, der i sig selv indvirker på Jordens geologiske tilstand?Nogle mener nej, da de geologiske spor efter mennesket ikke mindstkan spores tilbage fra 1850'erne, hvor kapitalisterne fyrede op underkulkedlerne. Derfor er Kapitalocæn, ifølge Malm (2016) og andre økomarxister,en mere korrekt term, da de mener, at det må være selvesystemet (kapitalismen) og ikke mennesket som sådan, der er årsagtil antropocæn.1 Denne kritik er et stykke hen ad vejen plausibel, meni dette kapitels perspektiv er kapitalisme kun en teori om et afgrænsetsamfundsmæssigt funktionssystem. For at afklare hvad antropocænmere grundlæggende er forårsaget af, vil kapitlet derfor anlægge etmere alment systemteoretisk perspektiv ved primært at følge den tyskesociolog Niklas Luhmann.Kapitlet vil give en teori om mediesocioevolutionen fra forhistorisktid og op til nutiden. Tesen er, at samfundet opstår med talesproget,og at det herefter som kommunikationssystem regulerer kooperationeni menneskepopulationen. I denne teoretisering skal vi langtlængere tilbage end 1800-tallet, for at finde begyndelsen på den epoke,hvor mennesket indvirker på jorden og dens klima, helt tilbage tilpleistocæn. I denne udlægning er mennesket som udgangspunkt ensammenblanding af biologi, bevidsthed og teknik organiseret af etovergribende socialt system, af sprogligt baseret kommunikation. Detsociale vil i teorien ikke blot blive iagttaget, ud fra Luhmann, men også med inspiration fra Levi Bryant (2014), blive iagttaget som en form formaskine. Denne sociale maskine er strukturelt koblet til det psykiskeog biologiske systemdannelsesplan som dens betingelsesgrundlag,hvor det biologiske systemdannelsesplan igen er strukturelt koblettil myriader af omverdensbetingelser, men har som udgangspunktværet tilpasset en begrænset økologisk niche. Det sociale har såledesunderlagt sig det psykiske – herigennem også det biologiske aspekt afmennesket – og gennem denne kobling forårsaget en transformationaf sig selv (fysiologi, herunder hjernevolumen) og sin omverden (fx”tæmmet” ilden, stegt kød og brændt arealer af). Maskinen har hereftermed hver ny teknologi og hvert nyt kommunikationsmedie udvidetsin kapacitet til at påvirke sin omverden. Epistemologisk set har maskineningen direkte perception af sin omverden, men er overladt tilsine egne konstruktioner (Luhmann 1998). Maskinen er ingen trivial-maskine, men en socioteknisk autopoietisk nontrivial-maskine,hvor hver ny socialstruktur (fx norm, beslutning, organisering og differentiering)ændrer maskinens modus og kapabilitet.Strukturen bliver den, at teksten vil bruge relativt meget plads på atkonstruere en forståelse af maskinen, og hvordan den kom i gang,interpellerede menneskedyret, og stadig principielt fungerer. Denstore medierevolution er og bliver emergensen af talesproget, dersom medie muliggør emergensen af maskinen, der kommunikativtuddifferentierer sig fra en ellers umælende omverden, hvis ressourcerden producerer sig af. Herefter gås der let, med kun få nedslag overskriften, trykken, og de analoge elektroniske medier, for at kunne anvendelidt mere plads på den nuværende situation, hvor maskinenogså opererer i digitale medier.

KW - antropocæn

KW - socioevolution

KW - medieevolution

KW - systemteori

KW - omverden

UR - https://u-p.dk/vare/antropocaen/

M3 - Bidrag til bog/antologi

SN - 978-87-9214-84-2

SP - 73

EP - 98

BT - Antropocæn

A2 - Paulsen, Michael

A2 - Tække, Jesper

PB - Unge Pædagoger

CY - København

ER -