Jeg vil i denne artikel reflektere over Åben Skole ud fra det paradoks, at skole på græsk oprindeligt betød ’frihed fra produktion’, og at Åben Skole netop lader produktion blive en del af skolen. Det mest interessant ved et paradokser er imidlertid valg af de strategier, der kan skabe legitimitet omkring bestemte måder at navigere, cope, udholde, kombinere, undvige, aflede, ignorere etc., Min pointe er, at det netop er håndteringen og ikke så meget selve paradokset, som er interessant. I min forskning har jeg kunne identificere fire temaer, der viser hvordan håndteringerne bliver til: For det første er Åben Skole ikke en ny idé men er blevet revitaliseret senest med Ny Nordisk Skole. For det andet fortolkes Åben Skole på mindst fire forskellige måder i relation til dannelse, læring, kompetence og kreativitet. For det tredje kræver Åben Skole partnerskaberne at få både organiseringen, finansieringen men også pædagogikken på plads. Og for det fjerde lægger Åben Skole sig mellem skolastiske og non-skolastiske måder at forstå undervisning på. Disse fire temaer peger til sammen i retning af, at Åben Skole principielt udfordrer de måder, som skole i dag gøres på og at der er grund til at se på, hvilken pædagogiske overvejelser det indebærer.
