Optimerede afgrøder til fremtidens effektive og klimavenlige landbrug

Projekter: ProjektForskning

Projektdetaljer

Beskrivelse

Formålet med projektet er at øge dansk landbrugs produktivitet, og mindske påvirkningen af klima og miljø. Det opnås ved at øge afgrødernes næringsstofudnyttelse, og produktivitet pr. arealenhed, og derved reducere klimaaftrykket pr. produceret enhed. Målet er at identificere generne bag den genetiske variation i korn, græs, kartofler og hestebønner for hurtig rodvækst umiddelbart efter såning, for dyb rodvækst i vækstsæsonen, og for proteinudbytte i korn.

Projektets aktiviteter er organiseret i tre arbejdspakker. Arbejdspakke 1 fokuserer på dyb rodvækst, og effektiv udnyttelse af vand og kvælstof fra de dybe jordlag. Rodvæksten i et stort antal sorter måles, og med tracerstudier undersøges næringsstofudnyttelsen detaljeret. I arbejdspakke 2 kortlægges den tidlige rodvækst i vårbyg, græs og hestebønner. Generne der er ansvarlige for tidlig og hurtig rodvækst identificeres, for at muliggøre selektion for egenskaben i forædlingen. I arbejdspakke 3 fokuserer på proteinindlejring i korn, hvor målet er at skabe værktøjerne til at bryde den negative sammenhæng mellem proteinindhold og udbytte. Sorternes afmodning studeres sammen med remobilisering af N fra blad til kerne, og der udvikles DNA- markører for egenskaben ’højt proteinindhold’ kombineret med stort udbytte.
Kort titelOpticrop
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato01/01/202031/12/2022