Forskningsklinik for sammenhængende rehabiliteringsforløb for borgere på tværs af kommune og region skal støtte kommunerne i at udvikle, anvende og formidle evidensbaserede metoder i rehabiliteringsarbejdet. Anvendelse af evidensbaserede metoder i rehabiliteringsforløbet skal fremme, at de rigtige aktiviteter igangsættes for, at borgeren opnår målet om bedst mulig funktionsevne.Implementeringen af viden sikres gennem praksisnære forsknings- og udviklingsprojekter. Projekterne skal udspringe af problemstillinger defineret af borgere og fagprofessionelle og skal fokusere på, hvordan rehabiliteringsforløbet påvirker borgeren. Resultaterne skal bygge ovenpå det eksisterende nationale og internationale evidensgrundlag, og ny viden skal kunne implementeres i praksis. Involvering af borgere og fagprofessionelle i rehabiliteringen sker med afsæt i metoden ”Patient and Public Involvement”, der systematisk og evidensbaseret engagerer slutbrugerne i rehabiliteringen.Målet er, at der etableres en universitetsklinik, der i fremtiden leverer et vidensbaseret grundlag for udøvelse af kerneydelser i rehabiliteringen. Forudsætningen for at etablere Forskningsklinikken som en universitetsklinik antages at være minimumsproduktion af 20 internationale videnskabelige artikler og 3 gennemførte ph.d.-forløb primært finansieret af eksterne kilder.Forskningsklinikkens arbejde tager afsæt i Sundhedsaftalen for kommuner, almen praksis og Region Midtjylland. Visionerne for et fælles sundhedsvæsen er i aftalen beskrevet som: Et sundhedsvæsen på borgerens præmisser, sundhedsløsninger tæt på borgeren og mere lighed i sundhed.Forskningsklinikken er etableret af Aarhus Kommune, Region Midtjylland, Institut for Folkesundhed (Aarhus Universitet) og MarselisborgCentret. Etableringen sker i samarbejde med DEFACTUM (Region Midtjylland), VIA University College og Aarhus Universitetshospital.Der er i første omgang indgået samarbejde med Aarhus Kommune på fokusområderne hjerterehabilitering og lænderyg-rehabilitering. For hvert fokusområde formuleres forskningsspørgsmål i et samarbejde mellem borgere og fagprofessionelle fra magistraterne Sundhed og Omsorg (MSO) og Sociale Forhold og Beskæftigelse (MSB) samt forskere fra Forskningsklinikken.