Evidensbaseret politikudvikling

Projekter: ProjektForskning

Projektdetaljer

Beskrivelse

Formål
Forskningsprojekt er en antropologisk og feltarbejdsbaseret undersøgelse af det danske embedsværks produktion af de projekter, forsøg og lovforslag, som bestræber sig på at være videns- eller evidensbaseret. Undersøgelsen vil fokusere på hvordan projektdesigns, evalueringer og udkast til lovforslag rent håndværksmæssigt skrives og forhandles skridt for skridt, og vil følge disse håndværksmæssige ’produktioner’ når de tages ’i brug’ som argumenter i Folketinget, i medierne og i de danske borgeres private diskussioner. Det centrale forskningsspørgsmål er: Hvordan påvirker den stigende videnskabeliggørelse af det politiske arbejde den demokratiske debat, samt arbejdet og rollefordelingen mellem embedsværk og Folketing?
Relevans
Med dette forskningsprojekt ønsker jeg at fokusere på en ny udfordring for det danske embedsværk, de danske politikere og borgerne i det danske samfund – nemlig bestræbelsen på at basere stadigt flere politiske tiltag på ’viden’ eller ’evidens’, som det danske embedsværk står som medproducenter af. Til denne bevægelse, som kan iagttages i flere af de vestlige demokratier og som kaldes ’evidensbaseret politikudvikling’, hører blandt andet anvendelsen af forskningsresultater, kontrollerede forsøg, pilot projekter og andre avancerede videnskabelige metoder fra forskningsverdenen. Denne praksis signalerer ikke kun en bevægelse væk fra ideologisk funderet politikudvikling, men stiller helt nye krav til både embedsværkets faglighed, integritet og håndværksmæssige kunnen samt til politikernes evne til at anvende og gennemskue avancerede analyser og forskningsresultater. Endvidere medfører drejningen, at det grundlag, som centrale beslutninger i vores samfund træffes på, risikerer at blive uigennemskueligt for de borgere, som ikke mestrer en akademisk sprogbrug eller har forståelse for rækkevidde og afgrænsninger af de pågældende undersøgelser og analyser. Med andre ord – der er en risiko for, at den demokratiske debat bliver for de få, at den bliver på videnskabens betingelser, og at selv de folkevalgte politikkere har svært ved at forstå det grundlag de baserer deres lovvedtagelser og politiske indsatser på.
Forskningsprojektets fokus: Dokumenter og håndværk
Bestræbelserne på at frembringe evidensbaseret politik er blevet problematiseret både i det britiske Underhus og af britiske forskere, som fra hver sin lejr advarer kraftigt mod denne sammenblanding af videnskab og politik. Deres kritik går på, at det videnskabelige og det politiske håndværk i vid udstrækning er to uforenelige størrelser – det første ideelt set drevet af åbenhed overfor forskningsfeltet samt en forpligtelse overfor ’fakta’ og ’metode’, det andet drevet af behovet for at indgå forlig og mobilisere opbakning samt en forpligtelse overfor grundlov, Folketing og politisk bagland. Det er disse to former for håndværk, som mødes i politikernes og embedsværkets bestræbelser på at udføre evidensbaseret politikudvikling, som finder sit mest konkrete udtryk i deres produktion af dokumenter – projektbeskrivelser, forskningsgennemgange, journalnotater og forarbejder til lovgivning eller lovændringer.
Men dette projekt ønsker jeg at udforske de udfordringer, som en sådan sammenblanding af en politisk og en videnskabelig tradition, giver for henholdsvis embedsværk og folkestyre, ved at betragte dokumenterne, som kulturelle genstande. Ved at anse dokumenterne som sådanne, kan jeg (a) betragte dokumenternes frembringelse, som resultater af et særligt kulturelt håndværk, som jeg ønsker at udforske ved at følge den håndværksmæssige proces skridt for skridt, og (b) betragte dokumenternes efterfølgende skæbner, som tilpasnings- og bearbejdningsprocesser, hvori de bringes til anvendelse af individer og grupper, men mangeartede formål for øje. Min forsknings vil derfor kredse om det praktiske (fremfor diskursive) aspekt af følgende spørgsmål: Hvordan afgrænser politikere og embedsfolk problemfeltet for undersøgelserne? Hvilke undersøgelser anvendes og hvilke forkastes? Hvem leder projekterne og hvordan er forholdet mellem metodisk rigiditet og det, som rent praktisk finder sted? Hvilke sætninger slettes og tilføjes løbende fra de officielle dokumenter, som forelægges Minister og Folketing og med hvilke begrundelser? Hvordan bruges forskningsresultater til at fremføre politiske dagsordener? Hvordan bruges dokumenterne af journalister og private borgere i deres offentlige og private debatter om vores samfund? Hvordan læser politikerne lovforarbejderne og de rapporter de modtager fra embedsværket?
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato01/01/201415/12/2015

Fingerprint

Udforsk forskningsemnerne, som dette projekt berører. Disse etiketter er oprettet på grundlag af de underliggende bevillinger/legater. Sammen danner de et unikt fingerprint.