Dette projekt vil undersøge lægesøgningsadfærd i tiden op til en diagnose af tilbagefald af kræft, patienternes symptomer og lægens tolkning og handling på symptomerne samt hvem der er involveret i udredningen. Patienter med tilbagefald af kræft identificeres gennem Danske nationale registre. Herefter udsendes to spørgeskemaer. Det første spørgeskema sendes til patienterne. Det skal give indsigt i patienternes lægesøgningsadfærd, frygt for tilbagefald, psykosociale karakteristika samt oplevede symptomer i perioden før diagnosen af tilbagefald. Det andet spørgeskema sendes til patienternes praktiserende læge og skal bl.a. belyse lægernes vurdering og tolkning af patientens præsenterede symptomer i perioden op til diagnosen og eventuelle udækkede behov for sparring med onkologiske kolleger.