Betydningen af diagnostisk variation i dansk almen praksis for kræftpatienters prognose

Formålet med dette studie er at undersøge hvorvidt variationen i praktiserende lægers aktivitet og handlinger har betydning for deres kræftpatienters prognose. Studiet udgøres af et ph.d.-studie samt en fortsættelse heraf.
Kræftpatienter i Danmark klarer sig dårligere end i de lande vi normalt sammenligner os med og almen praksis har muligvis en betydning. Derfor vil vi undersøge om den praktiserende læges aktiviteter har en betydning.
Derfor gennemføres flere registerstudier, der undersøger en mulig sammenhæng. Et studie kigger på lægers brug af blodprøven PSA (prostata-specifikt antigen) og undersøger om flere tests fører til flere undersøgelser (eksempelvis biopsier), flere prostatakræftdiagnoser og ultimativt om det påvirker dødeligheden af prostatakræft.
Et andet studie kigger på variation i lægers henvisninger til kikkertundersøgelser af tarmen for at se om de patienter med tyktarmskræft der har en læge der henviser meget, klarer sig bedre end patienter hos læger der henviser mindre.
Et tredje studie kigger på om variation i lægers henvisning til transvaginal ultralydsundersøgelse har betydning for prognosen for patienter med æggestokkekræft.
Et fjerde studie kigger på om variation i lægers tilbøjelighed til at foretage hjemmebesøg har betydning for kræftpatienters sandsynlighed for at forblive ude af sygehuset i den sidste tid samt at dø hjemme
Resultaterne vil kunne bidrage til at vi sikrer en bedre diagnostik af disse sygdomme ved at undersøge om nogle lægers aktivitet virker mere hensigtsmæssig således vi kan tage ved lære af dette.