Amager Dutch: Reinstating a Unique Minority Language in Danish History

Projekter: ProjektForskning

Se relationer på Aarhus Universitet

Lægmandssprog

I 2021 er det 500 år siden, at hollandske kolonister slog sig ned på Amager efter officiel indbydelse fra kong Christian II. Denne begivenhed markerer begyndelsen på et af de mest bemærkelsesværdige eksempler på sproglig og social integration i danmarkshistorien. På dansk grund udviklede kolonisterne snart deres eget unikke sprog, amagerhollandsk, som de fortsatte med at benytte internt i over 300 år, hvilket overgår de fleste andre indvandrersprogs levetid. Trods denne bemærkelsesværdige tilblivelseshistorie har hidtidig forskning i amagerhollandsks sproglige egenart været ret beskeden, ligesom spørgsmålet om sprogets lange levetid endnu står ubesvaret hen. Formålet med nærværende projekt er at gennemføre en undersøgelse af amagerhollandsk med fokus på sproget dels i sociolingvistisk belysning, dels i mere snæver lingvistisk optik. Med digitale hjælpemidler vil projektet tillige fastlægge amagerhollandsks forhold til andre germanske sprog (nedertysk, nederlandsk og dansk) og identificere sprogkontakten mellem amagerhollandsk og majoritetssproget dansk. Ud fra disse data vil den sociolingvistiske del af undersøgelsen udforske en særlig religiøs/liturgisk variant af amagerhollandsk samt omfanget af den opbakning, som denne havde hos de danske myndigheder og i det amagerhollandske samfunds egne institutioner. Projektet søger på denne måde at belyse spørgsmålet omkring amagerhollandsks lange levetid og den særlige rolle, som det har spillet som immigrantsprog i danmarkshistorie.
StatusIgangværende
Effektiv start/slut dato01/09/201931/08/2022

ID: 167612891